revselsesret

Også på skoleområdet er tidligere tiders beføjelser til legemlig afstraffelse blevet afskaffet lidt efter lidt.

Ved folkeskolens oprettelse i 1814 udstedte Frederik 6. anordninger om god orden for almueskolevæsenet. Hvis formaninger ikke bar frugt, var det tilladt for lærerne at straffe børn under 10 år med »et lidet ris«, de større børn med »en tynd tamp uden knuder«. Som øvrige straffe nævntes advarsel, udelukkelse fra deltagelse i fornøjelser, friheder og legetimer samt nedflytning i klassen. Det blev imidlertid indskærpet, at skolelæreren burde afholde sig fra »al sådan behandling, som enten kunne have skadelig indflydelse på børnenes legemer, eller være den med straffen tilsigtede forbedring i vejen«.

I forlængelse heraf blev der udtrykkeligt fastsat et forbud mod »at give børnene ørefigen, stød eller slag med hånden, at knibe dem eller bruge skældsord mod dem«. Lige så lidt måtte der indføres »skambæk eller skamkrog eller andre vanærende straffe, som kunne kvæle barnets æresfølelse og mere tjene til at forhærde end forbedre det«. I 1860 meddelte ministeriet, at der i stedet for ris kunne bruges spanskrør. I 1934 måtte forbuddet mod lussinger indskærpes i et cirkulære udstedt af skoledirektøren for København.

I medfør af folkeskoleloven af 1937 udstedte Undervisningsministeriet i 1938 en bekendtgørelse om forholdsregler til opretholdelse af god orden i folkeskolen. Tilsidesættelse af pligten til lydighed, høflighed og flid, brud på skolens orden eller utilbørlig adfærd over for andre børn kunne give anledning til eftersidning i op til en time. Det var »under særlige omstændigheder« tilladt at anvende legemlig revselse over for »særlige og alvorlige forseelser, fortrinsvis over for børn, der viser rå og hensynsløs optræden over for kammerater«. Som legemlig revselse måtte kun anvendes slag – ikke over tre – med et tyndt spanskrør på sædet udenpå tøjet. Straffen skulle tildeles »med besindighed og alvor.«

Med virkning fra 1952 blev legemlig afstraffelse ophævet i de københavnske kommuneskoler.

I 1953 blev det fastslået, at afstraffelse med spanskrør inden for børne- og ungdomsforsorgens skoler var forbudt. Det blev endvidere fastslået, at legemlig revselse i form af slag på kinden med flad hånd ikke burde anvendes i opdragelseshjemmene.

I 1967 blev klø så generelt afskaffet i skolevæsenet med udstedelse af det, der i folkemunde blev kendt som ‘spanskrørscirkulæret’. I en bekendtgørelse blev det udtrykkeligt bestemt, at: »Legemlig straf må ikke anvendes«. Nu hed det ikke længere »orden og disciplin«, men »arbejdsro og god orden«. Børnes forståelse for ordensreglerne og deres betydning skulle søges fremmet »gennem drøftelser og på anden måde«. Der kunne kun anvendes magt i nødvendigt omfang for at afværge, »at elever øver vold mod andre eller ødelægger eller beskadiger ting«. Samtidig blev det forbudt at afstraffe anbragte børn og unge korporligt. Med henvisning til straffeloven og retsplejeloven blev det senere tilføjet, at lovgivningens almindelige regler om nødværge, nødret og lovlig retshåndhævelse gælder.