strubehovedet

Strubehovedet er et rørformet organ, der ligger på forsiden af halsen i struben, lidt neden for tungebenet. I strubehovedet ligger stemmelæberne, som bruges ved tale og sang. Udover at skabe stemmen lukker strubehovedet passagen til de nedre luftveje under synkning. Hvis passagen ikke lukkes, kan man få mad eller drikke komme ned i luftrøret.

Faktaboks

Også kendt som: larynx

Strubehovedet er opbygget af brusk, bindevæv og muskulatur. Indvendigt er det formet næsten som et timeglas og danner forbindelsen mellem de øvre og nedre luftveje.

Strubehovedet kan blive ret tydeligt hos mænd i løbet af puberteten. Den øvre del af strubehovedet kaldes ofte for adamsæblet.

Strubehovedets anatomi

Strubehovedet har et kompliceret "skelet", der er opbygget af brusk. Strubehovedet består af følgende dele:

skjoldbrusken (cartilago thyreoidea),
ringbrusken (cartilago cricoidea),
de to pyramidebruske (cartilagines arytenoideae),
strubelåget, også kaldet epiglottis (cartilago epiglottica).

Strubehovedets bruske holdes sammen med elastisk bindevæv og små muskler, der gør, at de enkelte dele kan bevæges præcist i forhold til hinanden. Musklerne styres af nervus vagus (tiende hjernenerve) og grene fra denne (nervus laryngeus inferior). Nerverne giver også sensibilitet til strubehovedets følsomme slimhinde. Opad er skjoldbrusken forbundet med tungebenet (os hyoideum), nedad er ringbrusken forbundet med luftrøret (trachea).

Skjoldbrusken

Skjoldbrusken er den største og forreste enkeltdel i strubehovedet. Den består af hyalin brusk og er formet som to sammenhængende plader, der omtrent står vinkelret på hinanden, næsten som stævnen på et skib, så brusken dækker fronten og siderne i strubehovedet som et beskyttende skjold. I vinklen øverst er adamsæblet, som er betydeligt kraftigere udviklet hos mænd end hos kvinder. Her har brusken en lille fordybning i midten (incisura thyreoidea superior), som kan mærkes under huden.

Bagtil har skjoldbrusken to par "horn". Et par horn oppe (cornu superius), som er forbundet med tungebenet, og et mindre par nede (cornu inferius), som har led- og bindevævsforbindelse med ringbrusken.

Skjoldbruskens øvre kant er forbundet med en bindevævsmembran til tungebenet. Fra den øvre del af vinklen mellem de to skjoldbruskplader stikker det elastiske strubelåg (epiglottis) op bag tungeroden.

Ringbrusken

Ringbrusken er formet som en signetring. Den danner basis for de andre dele af strubehovedet og ligger under og halvt inden for skjoldbrusken. Den bageste, tykkere del (lamina cricoidea) har to ledflader, der danner led med de to små trekantede pyramidebruske.

Pyramidebruskene

Pyramidebruskene er meget bevægelige og har hver en basal ledflade og to udspring: et bagtil, som er fæste for muskulatur, og et fortil, som er fæste for stemmelæberne (ligamentum vocale).

Strubelåget

Strubelåget er elastisk og beklædt med slimhinde. Det er fladt og tungeformet og fæstnet med en bindevævsstilk til indersiden af skjoldbrusken fortil oven for de "falske" stemmelæber.

Muskler i strubehovedet

Strubehovedet er forsynet med flere små muskler både på indersiden og på ydersiden. Musklerne navngives gerne efter deres udspring og fæste. De udvendige muskler kan hæve, sænke og fiksere strubehovedet.

De indre muskler er fæstnet til pyramidebruskene og bevæger disse. Det er disse muskler, der kontrollerer stramningen af stemmelæberne og åbningen mellem dem, det vil sige stemmeridsen (rima glottidis). De er derfor knyttet til stemmebrug.

Stemmeridsen indsnævres af musklerne musculus cricoarytenoideus lateralis (af klinikerne ofte blot kaldet "lateralis") og musculus thyreoarytenoideus. Stemmeridsen udvides af musculus cricoarytenoideus posterior (ofte blot kaldet posticus). Stemmesridsen spændes og slækkes af musculus vocalis og musculus cricothyreoideus ved at vippe skjoldbrusken i forhold til ringbrusken. Musculus vocalis påvirker også den finere afstemte spænding i stemmeridsen ved isometrisk kontraktion.

Slimhinden er forbundet til bruskskelettet i strubehovedet med løst bindevæv til en række slimproducerende kirtler. Specielt er sidefolderne og de falske stemmelæber rige på kirtler og meget følsomme. Ved synkning løftes strubehovedet op og frem, samtidig med at tungeroden skubbes bagud og trykker strubelåget ned over indgangen til strubehovedet; strubeporten (aditus laryngis) lukkes derved, og man undgår at få mad og drikke ned i luftvejene.

Stemmelæberne

Stemmelæberne består på hver side af et stærkt, elastisk bindevævsbånd mellem den forreste del af pyramidebrusken og indersiden af skjoldbrusken. På indersiden af skjoldbrusken ligger stemmelæberne tæt ved hinanden. Toppen på hver "pyramide" ender i en spids: cartilago corniculata.

Stemmelæberne er beklædt med slimhinde (flerlaget pladeepitel), som danner en fold (plica vocalis) på hver side. Oven for de "ægte" stemmelæber ligger de tykkere og blødere "falske" stemmelæber (plicae vestibulares).

Stemmedannelse

Når man trækker vejret normalt, er stemmeridsen åben, og stemmelæberne er slappe. Når man skal sige noget, vipper skjoldbrusken fremad, og stemmelæberne strammes. Samtidig drejes pyramidebruskene indad, så stemmelæberne bliver parallelle, og stemmeridsen (rima glottidis) indsnævres. Ved at fiksere strubehovedet ved hjælp af den udvendige muskulatur og presse luft ud gennem den smalle spalte, sætter man stemmelæberne i svingninger med trykbølger til luften over dem. Jo mere luft, desto kraftigere stemme.

Stemmens udvikling

Mænd har større strubehoved og dermed længere stemmelæber end kvinder. Hos mænd kan stemmelæberne blive op til 25 millimeter lange, mens de hos kvinder kan blive omkring 15 millimeter. Mænd får derfor en dybere stemme end kvinder.

Hos børn er stemmelæberne kun 10–12 millimeter lange, og deres stemmer er derfor lyse. Lyden af stemmen kan forstærkes ved, at brystvæggen samtidig vibrerer, såkaldt stemmefremitus.

Stemmeskiftet indtræder, når strubehovedet vokser i puberteten. Med alderen bliver stemmen mere ensartet for begge køn. Specielt dyb stemme hos kvinder kan være tegn på en hormonel forstyrrelse.

Det er talecenteret i hjernebarken, der styrer den muskulatur i strubehovedet, som regulerer bevægelserne, der skaber ord og toner sammen med læberne, ganen og tungen og ikke kun lyden.

Sygdom og skade

Ved irriteret slimhinde i strubehovedet udløses hoste. Ved infektioner (laryngitis) eller allergiske reaktioner vil slimhinden let kunne hæve og gøre det vanskeligt både at tale og trække vejret. Dette gælder specielt hos småbørn, hvor strubehovedet er forholdsvis snævert.

Læs mere i Lex

Skrevet af:

Artiklen indeholder tekst fra:

Store medisinske leksikon (Store norske leksikon)

Støttet af:

Fonde, der har bidraget til Lex’ sundhedsfaglige projekt

Senest ændret:

2. marts 2026, se alle ændringer

VILKÅR FOR GENBRUG:

begrænset genbrug

Vil du citere denne artikel? Kopier denne tekst og indsæt den i din litteraturliste: Petersen, Ole William; Holck, Per: strubehovedet i Lex på lex.dk. Hentet fra https://lex.dk/strubehovedet

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Hoved og hals

Ole William Petersen

Professor, dr.med., Københavns Universitet