Udvaskning er en proces i en jordbund, hvor nedsivende vand medtager opløste ioner og samtidig forvitrer de øvre horisonter. Det er en proces, som normalt foregår langsomt, men den kan accelereres ved tilførsel af stærke syrer fra visse plantearter som hedelyng og nåletræer samt ved syreregn og svovlsur gødning.
Jorden kan dog fastholde (adsorbere) visse af ionerne på overfladen af mineralkornene og det organisk stof. Således adsorberes kationer elektrostatisk på ler- og humuspartikler i mængder, der afhænger af jordens CEC-værdi og surhedsgrad. Kationerne fastholdes med forskellig styrke afhængig af valens og ionradius. De frigøres ved ionbytning.
Efterhånden som hydrogenioner (H+) fra luftens kuldioxid (CO2) og biologiske processer i jorden fortrænger adsorberede metalioner, bliver jorden forsuret. I landbruget tilfører man derfor til stadighed kalk for at modvirke mangel på plantenæringsstoffer.
Få anioner, fx fosfat, men ikke nitrat, kan tilbageholdes i normale danske jorder. Visse miljøfremmede stoffer som spredes i naturen eller til landbrugsjord, fx visse pesticider, kan også udvaskes til grundvand og vandløb.
Både surhedsgrad og redoxforhold er med til at styre udvaskningen af forskellige stoffer. Forsuring kan fremskynde udvaskning af metalioner, fx aluminium, der kan gøre vandet i søer og vandløb giftigt for vandlevende organismer. Når der kommer ilt ned til hidtil iltfrie jordlag, fx når der drænes eller pumpes meget grundvand op, kan der udvaskes stoffer, der ellers var bundet til jordpartiklerne. På den måde kan der fx komme nikkel i drikkevand. Naturlig udvaskning af kalk bevirker, at grundvandet bliver mindre surt og får en højere hårdhed.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.