En nordlig vandmokkasin (Agkistrodon piscivorus) truer med åben mund nær Ashton, Missouri, USA. Den lyse, hvidlige mundhule har givet den tilnavnet cottonmouth, som direkte oversat betyder 'bomuldsmund'.

Vandmokkasiner er to grubeorme fra det sydøstlige USA: nordlig vandmokkasin (Agkistrodon piscivorus) og Florida-vandmokkasin (Agkistrodon conanti). De har begge en potent gift, men er normalt ikke aggressive, og bid er derfor forholdsvis sjældne. Alligevel skal de behandles med forsigtighed, da bid kan give vævskader og potentielt være livsfarlige.

Faktaboks

Også kendt som

mokkasinslange

Det er kraftigt byggede slanger med en længde på ca. 60-120 cm, i særlige tilfælde helt op til 180 cm. Hovedet er stort og mere eller mindre trekantet. Oversiden er brun, oliven eller sort, enten ensfarvet eller med tværbånd. Hos ungerne er tværbåndene meget tydeligere end hos de voksne. Mundhulen er hvidlig og fremvises som en advarsel, hvilket har givet vandmokkasinerne tilnavnet cottonmouth ('bomuldsmund').

Nordlig vandmokkasin er udbredt fra Virginia til Georgia og østpå til Illinois og og Kansas, mens Florida-vandmokkasin er begrænset til Florida samt dele af Georgia og Alabama. De lever begge nær vand bl.a. i sumpe, på søbredder og langs vandløb. Føden består af forskellige mindre hvirveldyr som fisk, padder, krybdyr, gnavere og fugle. Byttet aflives med et giftbid.

Parringen foregår som regel om foråret i april-maj, hvorefter ungerne fødes i august-september. Vandmokkasiner er ovovivipare, hvilket vil sige, at ungerne gennem drægtigheden ikke modtager næring fra hunnen og fødes omgives af en hinde, som de straks gennembryder. Kuldstørrelsen varierer fra 1 til 20 unger, men ligger normalt på 5-9. Ved fødslen er ungerne 22-33 cm lange.

Vandmokkasinens gift

En ung Florida-vandmokkasin (Agkistrodon conanti) fra det sydlige Florida. Det kontrastrige mønster bliver mere utydeligt med alderen.

Vandmokkasinernes gift er potent og kan forårsage alvorlige vævsskader og systemiske symptomer, hvis et bid ikke behandles.

De tilhører grubeormene inden for hugormefamilien og har derfor en gift, der primært er hæmotoksisk og vævsnedbrydende. Giften indeholder en kompleks blanding af både enzymatiske og ikke-enzymatiske toksiner, herunder metalloproteaser (SVMP), serinproteaser (SVSP), fosfolipaser A₂ (PLA₂) og forskellige proteiner, der påvirker blodets koagulation og vævets struktur.

Metalloproteaserne er blandt de vigtigste toksiner og nedbryder blodkar og bindevæv, hvilket fører til blødninger, hævelse og vævsnekrose omkring bidstedet. Serinproteaser og andre prokoagulerende eller antikoagulerende toksiner påvirker blodets koagulation og kan føre til koagulationsforstyrrelser. PLA₂-toksiner bidrager både til vævsskade, inflammation og i nogle tilfælde muskelnedbrydning.

Giftens samlede effekt skyldes i høj grad toksinsynergi, hvor flere forskellige toksintyper arbejder sammen og forstærker hinandens vævsnedbrydende og hæmotoksiske effekter. Dette kan resultere i omfattende lokal vævsskade, smerter, hævelse og i alvorlige tilfælde systemiske symptomer som blødningsforstyrrelser og påvirkning af kredsløbet.

Der kan være variation i giftsammensætningen mellem både de to arter og forskellige populationer af vandmokkasin (fx fra geografisk forskellige områder), hvilket kan påvirke både toksicitet og symptombillede.

Samlet set er vandmokkasinernes gift et komplekst hæmotoksisk toksinsystem, der primært virker ved at nedbryde væv, påvirke blodets koagulation og forårsage lokal og systemisk skade.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig