Ursula Munch-Petersen har ønsket at præge dagligdagens ting ud fra den tanke, at smukke funktionelle brugsting kan minde mennesker om at sanse rigt og leve enkelt. Hun stammer fra Hjorth-familien af bornholmske keramikere og kender både håndværkets og den industrielle produktions vilkår. I sin undervisning har hun lagt vægt på "fri form" ud fra den erfaring og idé, at eksperimenterende form- undersøgelser kan bidrage til en mere frugtbar beskæftigelse med brugskeramikken. Med fajancestellet Ursula har hun i klare farver og organiske former skabt et velfungerende og inspirerende stel, hvor hendes lune skinner muntert igennem i stellets kander, der har tude som kragenæb og drømmer om vinger. I 1981 udstillede hun for første gang sine dejlige smørkrukker, sildekrukker, fiskefade og andre beholdere i lavt brændt stentøj. Indvendig er de hvidglaserede, udvendig står skærven uglaseret og gulbrun med lyse, livlige dekorationer. I det store relief til M/S Bornholm, som har motiv fra Læså på Bornholm, vidner mylderet af dekorativt modellerede fugle, fisk, frøer, tudser og forsteninger om Munch-Petersens nysgerrige glæde ved naturen. I den lille bog Lerformning kan man finde hendes grundtanker enkelt og klart udtrykt.
Det sker
Ferie
Skolernes ferie begynder. Idéen om ferie vandt først for alvor indpas i slutningen af 1800-tallet, da industrialiseringen betød, at livet blev inddelt i arbejde og fritid.
Bryllupsdag
Den 26.6.26 vil blive ekstra mange danskeres bryllupsdag. Ifølge København, Aarhus og Odense kommuner har flere danskere end sædvanligt søgt om at blive viet netop denne dato.
Hedebølge
En hedebølge er en længere periode med meget varmt og tørt vejr. DMI forventer en stigning på 60 % i dage med hedebølger frem mod 2050.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.