Fra ca. 1400 måtte armenierne indordne sig under Osmannerriget, ofte som en respekteret middelklasse med håndværks- og handelsmæssige funktioner. I Istanbul og Jerusalem blev der oprettet armenske patriarkater, som især var administrative led mellem den armenske befolkning og den øverste islamiske myndighed.
I perioder opstod gnidninger mellem forskellige befolkningsgrupper i Osmannerriget, men først med Istanbul-sultanatets dekadence i slutningen af 1800-tallet blev armenierne en særlig truet minoritet. Alvorlige massakrer fandt sted i 1870'erne og 1890'erne.
Armenierne havde forhåbninger til den ungtyrkiske bevægelse — i retning af en anerkendt armensk eksistens inden for et nyt tyrkisk rige — men allerede omkring 1900 og definitivt under 1. Verdenskrig genoptog det ungtyrkiske styre en etnocentrisk politik. Fra 1915 førte den til store massakrer, der betegnes som folkedrab, idet formentlig mindst 3/4 af den armenske befolkning i det daværende Tyrkiet blev dræbt eller fordrevet. De følgende års politik førte udrensningen videre.
Løsningen af det armenske spørgsmål ved fredsforhandlingerne efter verdenskrigen, hvor bl.a. den amerikanske præsident Woodrow Wilson foreslog et Storarmenien fra Transkaukasien til Kilikien, førte efter et kort intermezzo (1918-1920) med et lille uafhængigt Armenien med Jerevan som hovedstad til en sovjetrepublik, der var noget mindre af udstrækning. Befolkningen her bestod dels af efterkommere af den gamle armenske befolkning med rødder tilbage i oldtid og middelalder, dels af flygtninge fra Tyrkiet.
Samtidig voksede antallet af armeniere i udlændighed voldsomt. Armeniernes tilstedeværelse i mange mellemøstlige centre går tilbage til middelalderen, men antallet af armeniere her og i Vesteuropa, Latinamerika og ikke mindst i Nordamerika øgedes især efter massakrerne i 1870'erne, 1890'erne, 1910'erne og 1920'erne.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.