Produktion af BYD-biler i Rayong i Thailand i juli 2024. Det er den første fabrik til produktion af elbiler, som BYD har åbnet udenfor Kina. Flere andre er på vej.

BYD-biler
Byline: Chalinee Thirasupa/Reuters/Ritzau Scanpix.

BYD havde købt fremtrædende bannerreklamer under EM i fodbold for mænd i Tyskland i 2024. Her fra kamparenaen i München den 9. juli.

BYD-reklame
Byline: Imago/Ritzau Scanpix.

BYD er en af verdens største producenter af elbiler og plug-in-hybridbiler. Det sker især gennem BYD Auto, der er et datterselskab af BYD Company Limited (på kinesisk 比亚迪股份有限公司), en kinesisk multinational produktionsvirksomhed, børsnoteret i Hong Kong. BYD har specialiseret sig i batteriteknologi, elektronik og vedvarende energi. BYD har gennem en satsning på en stærkt integreret forsyningskæde, formået at vokse fra en relativt ukendt spiller til en globalt førende elbilsproducent.

‘Build Your Dreams’ – skabelsen af BYD

BYD står for Build Your Dreams. Virksomheden startede i 1995 som batteriproducent. BYD Auto blev grundlagt i januar 2003 af Wang Chuanfu (王传福, f. 1966), som også grundlagde moderselskabet BYD Company. Grundlæggelsen skete i kølvandet på BYD's opkøb af Xian Qinchuan Automobile, et mindre bilproduktionsselskab, som gav BYD den nødvendige licens og teknologi til at producere biler. Dette opkøb lagde fundamentet for BYD's indtog i bilindustrien.

Den første bil designet af BYD, BYD F3, kom i produktion i 2005, og blev hurtigt populær i Kina på grund af sin lave pris og lighed med Toyota Corolla.

Markant satsning på elbiler

Stor stand med BYD-biler på et bilshow i Indonesien i juli 2024.
Stand med BYD-biler.
Byline: Xu Qin Xinhua/Xinhua/Ritzau Scanpix.

I 2008 introducerede BYD sin første plug-in hybrid, BYD F3DM, efterfulgt af den første masseproducerede elbil, BYD e6, i 2009. Disse modeller markerede BYD's tidlige skridt ind i det hurtigt voksende marked for elbiler.

I marts 2022 annoncerede BYD et stop for al produktion af biler, der kun havde en forbrændingsmotor for udelukkende at fokusere på helt eller delvist eldrevne biler.

BYD blev i 2023 den bedst sælgende bilproducent i Kina og overhalede dermed Volkswagen, som havde været den dominerende aktør på det kinesiske marked i årtier.

Global ekspansion – i Danmark fra 2022

Siden 2021 har BYD aktivt ekspanderet til internationale markeder, herunder Europa, Sydøstasien, Oceanien og Latinamerika. BYD kom til Danmark i efteråret 2022 gennem et samarbejde med distributør Nic. Christiansen Gruppen. Der blev i første halvår 2024 indregistreret 1.468 BYD-elbiler i Danmark, en vækst fra blot 465 i hele 2023.

BYD overhalede i 4. kvartal af 2023 Tesla som verdens største producent af elbiler. BYD solgte på verdensplan over tre millioner biler i 2023.

En stærk integreret værdikæde

En af BYD's styrker ligger i virksomhedens omfattende tværgående integration i deres værdikæde: BYD producerer selv de fleste af sine komponenter, hvilket giver dem en unik kontrol over produktionsomkostninger og fleksibilitet i produktionen. Det inkluderer alt fra batteriproduktion til produktion af elektriske motorer og elektroniske styringskomponenter. Desuden driver BYD egne lithium-miner i Kina, og har egen produktion af chips.

BYD ejer også FinDreams Battery, der er verdens næststørste producent af batterier til elbiler, med særlig ekspertise inden for lithium-jernfosfat (LFP) batterier, herunder BYD's egenudviklede Blade-batteri.

BYD i en ny geopolitisk virkelighed

Elbiler fra BYD klar på kajen i Yantais havn den 5. juli 2024.
BYD-biler
Byline: Cfoto/SIPA/Ritzau Scanpix.

I juli 2024 indførte EU en midlertidig antidumpingtold på import af kinesiske batteridrevne elektriske køretøjer (BEV'er) på grund af mistanke om kinesisk statsstøtte, som angiveligt skaber overproduktion, og indirekte skader den europæiske bilindustri gennem lave priser på importerede kinesiske elbiler.

Disse foranstaltninger, der omfatter en toldsats på 17,4 procent for BYD's biler, afspejler en stigende bekymring i Europa over Kinas dominerende position på markedet for elektriske køretøjer, og mere generelt i en række andre sektorer, hvor Kina dominerer.

Konflikten kan få alvorlige konsekvenser for BYD’s eksport til Europa, samtidig med at det understreger de bredere handelsmæssige spændinger mellem de to regioner. Som modsvar har BYD annonceret etablering af en ny fabrik i Tyrkiet samt planer om fabrikker i Brasilien og Mexico.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig