Berlins arkitektur og museer

Nikolaiviertel er med aner helt tilbage til 1200-tallet det ældste bygningskvarter i Berlin. Kvarteret blev næsten fuldstændig ødelagt under 2. Verdenskrig og spillede efterfølgende ingen rolle i DDRs byplanlægning i årtier. Men også i Østberlin udviklede der sig fra slutningen af 1970'erne i befolkningen et hidtil slumrende behov for historisk erindring og selvforståelse.

En rekonstruktion og genopbygning af Nikolaiviertel kunne legaliseres på grund af den kommende fejring af Berlins 750-års jubilæum i 1987. Kvarteret blev genopbygget under ledelse af den østtyske arkitekt Günter Stahn (1939-2017) mellem 1980 og 1987 på vegne af Østberlins byråd. Man planlagde en bydel i neohistoricisme, hvor man skabte et lille stykke Alt-Berlin i en arkitektonisk blanding af Dichtung und Wahrheit ('digtning og sandhed') og Disneyland.

Omkring den rekonstruerede Nikolaikirche blev et ensemble af bygninger opført over en fiktiv middelalderlig grundplan, bestående af de få endnu bevarede bygninger, der havde overlevet krigen, tilført importerede borgerhuse i traditionelle stilarter fra forskellige steder i omegnen samt helt nye bygninger, der blev udstyret med en neohistoricistisk facade omkring et betonskelet. Et sådant stykke nostalgisk Alt-Berlin skulle imødekomme den ulmende utilfredshed blandt borgerne i DDR og skabe attraktivitet for turister, mente man fra magthavernes side. Da Nikolaiviertel blev indviet med stor pomp og pragt af Erich Honecker i Nikolaikirche den 14. maj 1987, rummede kvarteret omkring 800 lejligheder til cirka 2.000 beboere. Nikolaiviertel, havde desuden plads til butikker, adskillige museer og 22 restauranter. Det fredede bygningskompleks er i dag et af Berlins vartegn og ses af mange som det oprindelige gamle Berlin.

Blandt oprindelige bygninger i Nikolaiviertel kan nævnes den centralt beliggende Nikolaikirche, Berlins ældste sakralbygning fra 1230. Knoblauchhaus, der ligger på Poststrasse, var den tidligere hovedresidens for den berlinske købmandsfamilie Knoblauch. Huset blev opført mellem 1759 og 1761 og overlevede 2. Verdenskrig som et af de få byhuse fra 1700-tallets Berlin stort set uskadt. Bygningen hører siden 1995 under Berliner Stadtmuseum. En permanent udstilling på første og anden sal viser Knoblauch-familiens historie sammen med en udstilling om den borgerlige kultur fra Biedermeier-perioden.

På Mühlendam ligger et af byens smukkeste rokokopalæer, Ephraimpalais (1762-1766), der er genopført af palæets autentiske bygningselementer få meter fra dets oprindelige placering. I gadeforløbet Nikolaistrasse 5-9 findes en række bevarede mindre borgerhuse fra 1600-tallet.

Bag Nikolaiviertel ligger Klosterviertel omkring Klosterstrasse. Her findes Berlins første barokke sakralbygning, Parochialkirche, der blev opført efter tegninger af arkitekten Johann Arnold Nering i perioden 1695-1714. Bag kirken findes rester af den oprindelige bymur fra 1200-1300-tallet. Lige herved ligger ruinen af klosterkirken til et tidligere franciskanerkloster, Graues Kloster, der blev grundlagt i 1249. Klosterkirken var før ødelæggelsen Berlins vigtigste gotiske monument. Resterne af de oprindelige klosterbygninger blev nedrevet og kirkeruinen tjener i dag som udstillingssted for skulptur.

Spreeinsel, det oprindelige middelalderlige Cölln, var tidligere domineret af det barokke Berliner Schloss, der blev opført efter udkast af Andreas Schlüter og Johann Friedrich Eosander von Göthe i årene fra 1698 til 1716. Barokslottet blev bortsprængt under DDR i 1950 og erstattet af Palast der Republik, der blev opført fra 1973-1976 og nedrevet igen i 2008 efter den tyske genforening. Fra 2021 er Spreeinsel igen domineret af det rekonstruerede Berliner Schloss, nu i skikkelse af det nyopførte Humboldt Forum.

Efter 12 års debat vedtog Rigsdagen i 2003 at genopføre slottets barokke facade omkring en ny bygning. I 2008 blev der udskrevet en arkitektkonkurrence om genopbygningen af Berliner Schloss. 85 tegnestuer indgav forslag. Et udkast fra det italienske arkitektbureau Franco Stella blev foretrukket.

Franco Stellas udkast foreslog en rekonstruktion af det historiske barokslots ydre skal på vest, nord og sydfacaderne, mens østfacaden, der aldrig blev en del af barokkens program og stadig indtil 1945 bestod af bygninger fra renæssanceslottet, ikke skulle rekonstrueres, men skulle tilføjes en moderne facade. Andreas Schlüters barokslots indre pragtgård med dens skulpturprogram blev rekonstrueret, ligeledes vestfacaden med Eosander von Göthes triumfbueportal samt Friedrich August Stülers klassicistiske kuppel.

Grundstensnedlæggelsen fandt sted i 2013. Opførelsen af slottet indledtes i 2014 og bygningskomplekset stod færdigt i 2021. Traditionalisterne fik, hvad de ønskede: en tilbageskuende, historisk bygning, ikke alene udstyret med barokfacade, men opført i den barokke arkitekturs ånd og tillige forsynet med en rekonstruktion af det tidligere slots kuppelkonstruktion.

Humboldt Forum, som blev slottets officielle betegnelse, stod færdigt i 2020 og blev officielt indviet den 20. juli 2021. Humboldt Forum er opkaldt efter forskerne, brødrene Wilhelm og Alexander von Humboldt. Med Humboldt Forum fik det historiske Berlin-Mitte endnu et centrum for kunst, kultur og videnskab tæt forbundet med det over for liggende museumskompleks på Museumsinsel.

Til det oprindelige barokslot hørte Lustgarten, der var anlagt som nyttehave og senere blev omdannet til eksercerplads. Her ligger i dag Berliner Dom, en historicistisk centralbygning i nybarok, der blev opført fra 1894-1905. Kirkens krypt, Hohenzollerngruft, rummer omkring 100 sarkofager, heriblandt kan nævnes en renæssancesarkofag af billedhuggeren Peter Vischer fra 1530.

Museumsinsel, nord for Lustgarten mellem floden Spree og Kupfergraben, er Berlins ældste udstillingscentrum. Etableringen af Museumsinsel blev påbegyndt i 1830, da arkitekten Karl Friedrich Schinkels Altes Museum blev opført. I 1859 kom Neues Museum af arkitekten Friedrich August Stüler til, og i 1876 fulgte Alte Nationalgalerie som Stüler og Heinrich Strack (1805-1880) stod bag. Derefter opførtes i 1904 Bode-Museum efter tegninger af Ernst von Ihne (1848-1917) og endelig i 1930 Pergamonmuseum med Pergamonfrisen, tegnet af Alfred Messel (1853-1909).

I perioden fra 2000 til 2015 undergik museumskomplekset en omfattende restaurering, modernisering og videreudvikling. Foruden egentlige saneringer blev der skabt et anlæg af over- og underjordiske forbindelser mellem de enkelte museumsbygninger, så den besøgende fik mulighed for en sammenhængende promenade gennem de omfattende samlinger. På denne måde blev de enkelte museer både arkitektonisk og funktionelt knyttet sammen. Den fælles indgang til museumskomplekset blev skabt af den britiske arkitekt David Chipperfield.

Schlossbrücke, der spænder over den vestlige arm af floden Spree er opført efter udkast af Karl Friedrich Schinkel. Broen er prydet med otte klassicistiske figurgrupper og indleder pragtgaden Unter den Linden, der oprindelig var en ridevej fra slottet til Tiergarten.

Unter den Linden blev anlagt i 1647 under kurfyrst Frederik Vilhelm med seks rækker lindetræer. De første bygninger var mindre beboelsesejendomme, offentlige bygninger og palæer. Disse blev stort set revet ned omkring 1770 og erstattet med pragtbygninger med den hensigt at gøre gaden til en repræsentativ boulevard.

Et ryttermonument af Frederik 2. den Store, udført af Christian Daniel Rauch og opstillet 1851, blev i 1980 genopstillet på sin oprindelige plads midt på Unter den Linden.

Den første barokbygning på Unter den Linden var våbenarsenalet Zeughaus, der blev opført efter udkast af arkitekten Johann Arnold Nering i årene fra 1695-1706. Facaden mod gården er udsmykket med 22 kraftfulde skulpturer af døende krigere udført af Andreas Schlüter, et hovedværk inden for tysk barok bygningsskulptur. Zeughaus er i dag rammen om et betydningsfuldt museum over tysk historie, Deutsches Historisches Museum.

Under Frederik 2. den Store skabte arkitekten Georg Wenzeslaus von Knobelsdorff bygningskomplekset, det såkaldte "Forum Fridericianum" i den østlige del af Unter den Linden. Området var tænkt som et kulturelt centrum med blandt andet Königliche Hofoper (1741-1743, i dag Staatsoper Unter den Linden), den katolske Sankt Hedwigs-Kathedrale (1747-1773), Königliche Bibliothek (1775-1780, efter udlast af arkitekten Georg Christian Unger (1773-1799) samt Prinz-Heinrichs-Palais (1748-1766). Sidstnævnte blev i 1810 ramme om det traditionsrige Friedrich-Wilhelms-Universität, siden 1949 kaldet Humboldt-Universität. I dag kaldes hele komplekset Bebelplatz eller i folkemunde Opernplatz.

Pragtpladsen Pariser Platz ved Brandenburger Tor blev totalskadet under 2. Verdenskrig. Pladsens placering tæt ved sektorgrænsen umuliggjorde en genopførelse. Efter die Wende blev pladsen bebygget med bygninger i en stil, der citerer den karakteristiske preussiske klassik i en række forskellige varianter, lige fra det nærmest folkloristiske Hotel Adlon (Patzsche & Klotz, 1995-1997) til de akademisk strenge Haus Sommer og Haus Liebermann (Joseph Paul Kleihues, 1996-1998). Kunstakademiet, Akademie der Künste er bemærkelsesværdigt ved at integrere den historiske bygning i en transparent nybygning (Günter Behnisch og Werner Durth (født 1949), påbegyndt i 1998).

Frank O. Gehry overraskede med sin DZ Bank (1996-2001) i en i det ydre rolig traditionel og tilbageholdende byggestil, der udfordres af den ekspressive atriumkonstruktion i bygningens indre.

Som afslutning på Unter den Linden opførtes portbygningen Brandenburger Tor. Den er den eneste bevarede af de 18 byporte, der omgav det gamle Berlin. Porten blev opført efter arkitekten Carl Gotthard Langhans tegninger i årene fra 1788 til 1791. Den oprindelige bygning var et frihedssymbol og et symbol på Preussens magt.

Brandenburger Tor blev i modsætning til Pariser Platz kun lettere beskadiget under 2. Verdenskrig og blev efterfølgende det mest fremtrædende symbol på byens deling under den kolde krig i Øst- og Vestberlin. Efter den tyske genforening i 1990 blev Brandenburger Tor både den tyske hovedstad Berlins og hele Tysklands vigtigste vartegn.

Karl Friedrich Schinkels mest fremadskuende og mest moderne bygningsværk var Bauakademie, der blev opført fra 1832-1836 som et akademi til uddannelse af arkitekter. Bauakademie, der var inspireret af engelsk industriarkitektur, var udført i teglsten og præget af en konstruktiv saglighed, der foregreb funktionalismen. Bygningen blev delvist ødelagt under 2. Verdenskrig og senere nedrevet i 1962 under DDR-regimet.

En genopførelse af Schinkels Bauakademie har været genstand for diskussion siden genforeningen. Et hjørne af bygningen blev dog rekonstrueret i årene 2001 til 2002. I årevis fandtes blot en modelattrap med bygningens hjørne. Foran denne konstruktion genanlagde man det tidligere anlæg foran bygningen, og gendøbte det Schinkelplatz. På pladsen placerede man igen de oprindelige tre monumentale skulpturer, der før 2. Verdenskrig stod i anlægget, med Karl Friedrich Schinkel i midten.

Endelig, den 20. januar 2026 har Berlins Senat, Stiftung Bauakademie og der Bund på anbefaling af senator for byudvikling, byggeri og boligbyggeri Christian Gaebler (født 1964) vedtaget en genopbygning af ​​Schinkels Bauakademies historiske facade.

Albert Speer forestod desuden planlægningen af Hitlers vision om Berlin som kommende Welthauptstadt Germania ('Verdenshovedstad Germania') med en såkaldt paradegade, en nord-syd gående akse gennem Berlin, med kolossale megalomaniske bygninger som triumfbue og æreshal ('Ruhmeshalle'), planlagt som de største i verden. Albert Speer udførte en gipsmodel af Ruhmeshalle eller Halle des Volkes i 1939. Byggearbejderne blev påbegyndt, men hurtigt indstillet. Det opførte Reichskanzlei blev efter 2. Verdenskrig jævnet med jorden.

Omvendt blev Alexanderplatz Østberlins puls og på området befinder sig flere af Østberlins tidstypiske vartegn, først og fremmest det 365 m høje tv-tårn, Fernsehturm, der blev opført i årene 1965-1969. Erich Johns (født 1932) Urania-Weltzeituhr stammer fra 1969. Det fredede springvand, Brunnen der Völkerfreundschaft, blev udført efter udkast af Walter Womacka (1925-2010). Womacka er desuden ophavsmand til mosaikfrisen Unser Leben, en af de største af sin art i Europa (125 m lang, 7 m høj), der pryder Haus des Lehrers, det første højhus i Østberlin, der blev opført i årene 1962-1964 efter tegninger af den østtyske arkitekt Hermann Henselmann (1905-1995). Kvarteret udenom og ind mod Alexanderplatz var præget af højhusbyggeri fra 1970'erne og 1980'erne.

Samtidig i Østberlin opstod der i 1950'erne noget af det første prestigebyggeri, Stalinallee (fra 1961 Karl-Marx-Allee), som blev bygget i Stalintidens "kransekagestil" også med Hermann Henselmann som arkitekt.

I Vestberlin var Tiergartens oprindelige velhaverkvarter, Hansaviertel blevet delvist ubeboeligt efter 2. Verdenskrig. I skarp konkurrence med det nye prestigebyggeri mod øst blev der i 1953 udskrevet en international arkitektkonkurrence for området omkring opførelse af bungalower og højhuse med en kerne af indkøbscentre, en biograf og et bibliotek.

Det nye Hansaviertel blev opført i årene 1955-1960 og blev et symbol på 1950'ernes vesttyske Wirtschaftswunder, skabt af Vestens førende arkitekter som Walter Gropius, Alvar Aalto, Arne Jacobsen, Oscar Niemeyer, Kay Fisker mfl.

Friedrichstrasse, der er Berlin-Mittes egentlige pulsåre forbinder bydelene Kreuzberg og Wedding. Efter die Wende genopstod Friedrichstrasse nu igen som Berlins kommercielle pulsåre med pralende bygningskomplekser af blandt andre arkitekterne Joseph Paul Kleihues, Hans Kollhoff (født 1946), Jean Nouvel (stormagasinet Galerie Lafayette, 1998), Oswald Mathias Ungers og Philip Johnson, en broget række arkitektoniske forestillinger, som af kritikere er blevet kaldt "den uniformerede kedsommelighed".

Potsdamer Platz, som i en årrække lå helt ubebygget hen, da den lå på demarkationsterrænet mellem øst og vest indtog igen sin centrale funktion. Pladsen indgår som led i det nye sammenhængende cityområde, der etableres mellem Alexanderplatz i øst og zoo-området ved Kurfürstendamm i vest.

Potzdamer Platz er samtidig det nye symbol på Berlins selvforståelse som metropol. Pladsen er et af de mest ærgerrige projekter på det byplanmæssige og arkitektoniske plan i moderne tid. Den er genopstået i en stilart, man kunne kalde high tech-futurisme; et storkapitalistisk anarki af forretningshovedkvarterer, kontorer, shoppingcentre og kostbare beboelsesejendomme.

Initiativet til bebyggelse blev taget af koncernen Daimler-Benz og indledtes i 1994. Pladsen består af 19 forskellige komplekser, hvor Daimler-Benz (Renzo Piano, 1994-1998), Sony (Murphy/Jahn Architects, 1996-2000) og A&T (Giorgio Grassi (født 1935), 1996-1999) er de største.

Da Berlin blev regeringssæde i 1991, blev regeringskvarteret, Regierungsviertel — også kaldet "Band des Bundes", opført på Spreebogen. Først og fremmest Bundeskanzleramt, som er den tyske kanslers officielle residens, blev opført af arkitekterne Axel Schultes (født 1943) og Charlotte Frank (født 1959) fra 1997 til 2001. Desuden de arkitektonisk afklarede parlamentsbygninger Alsenblock/Luisenblock opført fra 1997 til 2001 af arkitekten Stephan Braunfels (født 1950).

Reichstagsgebäude, der blev opført i årene fra 1884-1894 efter tegninger af den tyske arkitekt Paul Wallot (1841-1912) i pompøs nyrenæssancestil, blev stærkt ødelagt under krigen. Bygningen kom til at ligge klods op af Berlinmuren og overlevede ligesom mange andre bygninger i samme tilstand og med samme placering med nød og næppe efterkrigsårene indtil genforeningen i 1990.

Da Berlin fra 1991 blev Tysklands hovedstad, blev den gamle Reichstagsgebäude valgt til regeringssæde og huser i dag, efter omfattende ombygninger, det tyske parlament, Forbundsdagen (Bundestag).

Ombygningen af Reichstagsgebäude blev varetaget af det britiske arkitektfirma Norman Foster & Partners og blev udført i årene fra 1994-1999. Særlig opmærksomhed viede offentligheden Fosters vældige elliptiske glaskuppel, der blev forsynet med ramper, således at den er tilgængelig for besøgende, og et system af spejle kaster naturligt dagslys ind i Forbundsdagens plenarsal. Senere udsmykkede en lang række tyske og internationale kunstnere bygningens indre, blandt andre den danske billedkunstner Per Arnoldi.

Bundesratsgelände, der har til huse i den nu ombyggede preussiske landdagsbygning (1892-1904) i Leipziger Straße, har bronzeskulpturer af danske Per Kirkeby (2000) i det ydre kompleks.

Regeringskvarteret bliver betjent af det nye fashionable banegårdskoncept Berlin Hauptbahnhof – Lehrter Bahnhof, der blev indviet i maj 2006. Banegården var under opførelse fra 1996 og er Europas største gennemkørselsbanegård. Den overdækkede banegårdshal er en stål- og glaskonstruktion, tegnet af Gerkan, Marg & Partners.

Det omkransende byområde benævnes Stadtquartier Lehrter Bahnhof. Pladserne nord og syd for banegården hedder Europaplatz og Washingtonplatz. Bebyggelsesplanen følger et forslag af O.M. Ungers (1994) og består af kontorer, beboelse og butikker.

De fem nordiske landes ambassader, Skandinavische Botschaften, blev opført i det sydlige Tiergarten. Hvert land stillede med sit eget arkitektoniske udtryk, men bygningerne er samlet under et fælles koncept, således at man samtidig opnår et varieret bymæssigt miljø og en egen individuel karakter. Den danske ambassade er udført af tegnestuen Nielsen, Nielsen & Nielsen i årene fra 1997-1999.

I begyndelsen af ​​2000-tallet stiftede foreningen Denk mal positHIV ('Tænk på positHIV') et gravlæg på Alter St.-Matthäus-Kirchhof som minde- og begravelsessted for mennesker, der lever med HIV og AIDS i Berlin.

I 2026 blev desuden Grab- und Gedenkstätte für queere Menschen mit "Kissing Stone" indviet på kirkegården: en gravplads og et mindesmærke for LGBTQ-personer. Projektets formål er at skabe et permanent sted for sorg, erindring og synlighed omkring queer-livsvilkår-og historier, bl.a. fordi bydelen Schöneberg betragtes som centrum for queer-liv i Berlin. Med en ny gravplads og mindesmærke har queer-personer i Berlin nu deres eget sørgested. På "kyssestenen" kan efterlades et læbestiftsmærke på den lyse sten med et kys. Faciliteterne har plads til op til otte kister og 100 urner. Navnene på de afdøde vil desuden blive indgraveret på en flere meter lang kirkegårdsmur, bygget af forskellige farvede sten.

Berlins kunstsamlinger var før 2. Verdenskrig koncentreret på Museumsinsel på nordspidsen af Spreeinsel.

Efter krigen blev de omfattende samlinger delt, og den stærkt beskadigede Museumsinsel blev efter delvis genopbygning taget i brug som DDR's museumscentrum.

I Vestberlin blev den ældre europæiske kunst anbragt i Museumszentrum Dahlem, egyptisk og antik kunst i Stüler-pavillonerne ved barokslottet Charlottenburg, mens 1800- og 1900-tallets kunst fik sin egen bygning i Neue Nationalgalerie på Kulturforum Tiergarten.

Idéen om et nyt kulturforum i Vestberlin på de hærgede tomter i zonen mellem Tiergartens sydøstlige del og Landwehrkanal går tilbage til 1960'erne til arkitekten Hans Scharoun. Hensigten var at skabe et "kulturbånd" fra Charlottenburg til Museumsinsel, men den historiske udvikling overflødiggjorde denne tænkning.

Efter genforeningen i 1990 blev de statslige samlinger i øst og vest forenet i de tre museumscentre: Museumsinsel, Kulturforum Tiergarten og Museumszentrum Dahlem.

Det nye center på Kulturforum samt Museumsinsel blev organiseret og restaureret efter den såkaldte Masterplan Museumsinsel og skabte store samlede enheder for Stiftung Preussischer Kulturbesitz' omfattende samlinger.

Humboldt Forum er placeret i det genopførte Berliner Schloss. Det stod færdigt i 2020 og blev officielt indviet den 20. juli 2021. I samarbejde med Stiftung Preussischer Kulturbesitz blev de videnskabelige samlinger fra Humboldt-Universität zu Berlin og fra Staatsbibliothek zu Berlin overdraget til Humboldt Forum. Staatliche Museen zu Berlin blev ligeledes repræsenteret med Ethnologisches Museum og Museum für Asiatische Kunst, der blev overflyttet fra Museumzentrum Dahlem.

Fra 1996 skabtes interessante rammer for Stiftung Preussischer Kulturbesitz' samlinger af kunst efter 1945 i Nationalgalerie der Gegenwart i den tidligere Hamburger Bahnhof på Invalidenstraße, én af Berlins tidligere store klassiske banegårdsbygninger, der var opført fra 1845 til 1847.

I 2004 åbnede Berlinische Galerie – Landesmuseum für Moderne Kunst, Fotografi und Architektur i eget hus i Berlin-Kreuzberg. Museet viser moderne kunst med relation til byen Berlin.

Et spændende museum er tillige det dekonstruktivistiske Jüdisches Museum Berlin, tegnet af Daniel Libeskind (indviet 2001).