Faustus af Mileve

Faustus af Mileve var en manikæisk biskop af Mileve i Numidien i 300-tallet. Kirkefaderen Augustin fortæller i sine Bekendelser, hvordan han som ung manikæisk "hører" i 383 mødte Faustus i Karthago; Faustus kunne dog ikke give tilfredsstillende svar på Augustins mange spørgsmål om manikæismens kosmologi.

Faustus af Mileve var forfatter til et værk, Capitula, der angreb den katolske kristendom. Efter hans død gendrev Augustin dette værk i sit lange skrift Contra Faustum (Imod Faustus), der omfatter hele 33 bøger. Augustin valgte at citere Faustus, kapitel for kapitel, hver gang fulgt af gendrivelse. Det betyder, at næsten hele Capitula er bevaret.

Faustus hævdede, at manikæismen var den sande kristendom, mens katolikkerne var en udbrydergruppe fra hedenskabet og kun halvkristne. Værkets egentlige emne var fortolkningen af Bibelen: Faustus modstillede Det Gamle Testamente og Nye Testamente og forkastede Det Gamle; her er en indirekte påvirkning fra Markion. Det Gamle Testamentes Gud er ifølge Faustus grusom og i virkeligheden Mørkets Fyrste. Det Nye Testamente rummer dog falske interpolationer, som det viser sig ved tilknytningen til Det Gamle Testamente og ved beretningerne om Jesu inkarnation og fødsel; her ses Faustus' tilknytning til doketismen.