Grette er en vældig kraftkarl, der kæmper mod gengangere, trolde, bersærker, en bjørn, åbner en gravhøj, har erotiske eventyr – og kvæder vers til. Det er ikke tilfældigt, at han får ry for at være Islands stærkeste mand. Da Grettes kraft og styrke er på sit højeste, befrier han Vandsdalen for den uhyggelige og farlige genganger Glam. Som konsekvens af den natlige kamp i månens skær mod Glam bliver Grette mørkeræd. Den døende Glam rammer ham med en forbandelse: Grettes gerninger skal ikke bringe lykke, tværtimod, og han skal finde det svært at være alene. Kort efter deres kamp tager Grette til Norge for at opsøge Olav den Hellige.
Man begynder nu at fornemme den dystre konsekvens af Glams forbandelse: Da Grette i Norge svømmer gennem iskoldt vand for at hente ild til sine frysende kammerater, kommer han ved uagtsomhed til at nedbrænde en bygning med rejsende. Kongen giver Grette en chance for at rense sig for anklagen ved at bære glødende jern, men han ombestemmer sig, fordi Grette umiddelbart inden prøven slår en dreng, der gør nar af ham. Branden fører også til, at Grette dømmes fredløs på Island.
Tilbage på Island må Grette flakke om fra det ene skjulested til det andet, og hans isolation vokser. De sidste tre år af sit liv som fredløs forskanser han sig med sin trofaste lillebror på Drangø, en klippeø, som er svær at bestige, og da han har været fredløs i næsten tyve år, får hans fjende med det lidet flatterende navn Fiskekrog bugt med ham ved hjælp af magi. Da mændene ankommer, er Grette allerede døden nær af en voldsom betændelse i benet. Hans hovedfjende dræber ham alligevel, skiller hans hoved fra kroppen og salter det tilmed. Men Fiskekrog vinder ingen ære ved sit usle drab.
Sagaens sidste del, Totten om Spes, er stilistisk og indholdmsæssigt anderledes end resten af sagaen. Den handler om, hvordan Grettes halvbror, Torsten Dromund, tager hævn over Grette i Miklegård. Samme sted indleder Torsten en affære med Spes, hvis mand de bedrager på det groveste. Efter mange års ægteskab beslutter Torsten og Spes sig for at sone deres synd og gå i kloster.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.