Faktaboks

J.G. Ballard

James Graham Ballard

Født
15. november 1930, Shanghai, Kina
Død
19. april 2009, Shepperton, London, Storbritannien
J.G. Ballard i 2006
Af /Writer Pictures/Ritzau Scanpix.

J.G. Ballard var en engelsk forfatter, født og opvokset i Shanghai. Under 2. Verdenskrig var han interneret i en japansk krigsfangelejr.

Civilisationens skrøbelighed

Ballards science-fiction tematiserer civilisationens skrøbelighed over for naturkræfterne, for eksempel i gennembrudsromanen The Drowned World (1962, dansk titel Verden under vand, 1969). Romanen regnes for et af de helt tidlige værker inden for klimafiktion. Ballards fiktion bærer præg af surrealisme og foregår ofte i dystopiske verdener, hvor menneskets grundvilkår er fundamentalt ændrede.

I værker som The Crystal World (1966) krystalliseres dyr, mennesker og planter af en mystisk kraft, ligesom der i romanen The Burning World (1964) portrætteres en verden, hvor forurening mere eller mindre har lagt jorden øde. I romaner som Crash (1973) og High Rise (1975) undersøger Ballard derimod det moderne samfunds skyggesider i en alternativ nutid, hvor middelklassen forfalder til barbarisk overlevelse og bandekrig samt pervers seksuel nydelse, der kun kan sublimeres gennem bevidst orkestrerede biluheld.

I de selvbiografiske romaner Empire of the Sun (1984, dansk titel Solens rige, 1985) og The Kindness of Women (1991, dansk titel Kvinden du gav mig, 1992) bearbejdes navnlig barndommens traumatiske krigsoplevelser.

Ballard var udover sit virke indenfor spekulativ fiktion i en årrække redaktør på det indflydelsesrige britiske litterære magasin Ambit, ligesom han var en tid var en del af den britiske kunstscene.

Filmatiseringer

Solens rige blev i 1987 filmatiseret af Steven Spielberg, og i 1996 filmatiserede David Cronenberg Crash. High Rise blev filmatiseret i 2015.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig