Jens Kande

Jens Kande ser ud til at have været tilknyttet det sydøstlige Skåne. Senere tradition forbinder ham med hovedgården Hagestad, men ellers kender vi kun til det gods i landsbyen Baldringe, som han donerede til Lund domkapitel. Han var formentlig beslægtet med ridderen af samme navn, som angiveligt donerede gods til Löderup præstegård inden 1293.

Jens Kande stod oprindeligt i et tjenesteforhold til ærkebispesædet i Lund. Således ses han med ærkebispen Jens Grand i 1290, og i forliget mellem kong Erik Menved og ærkesædet i 1303 omtales han som foged for ærkebisp Isarn. I denne forbindelse skulle Jens Kande bestyre Herrestad og Rønne herred, som blev overdraget til ærkesædet.

Sidenhen trådte Jens Kande i tjeneste hos Erik Menved, som i 1310 sendte ham til det dansk-regerede Estland. Her udstedte Jens befalinger om befæstningen af Reval og oppebar penge fra kongens vasaller. I løbet af de følgende år blev han sandsynligvis medlem af det kongelige råd. I 1315 deltog han i retsforfølgelsen af Niels Rane for forræderi mod Erik Menved, og var en af kongens fremmeste garanter i dennes forlig med hertug Erik af Slesvig. I 1316 var han tilsyneladende blevet en af kongens fogeder ved Skånemarkedet, måske endda gældker.

Jens Kandes tidligere forbindelse med Lundekirken spillede måske en rolle i Erik Menveds strid med ærkebispen Esger Juul. I 1317 var han en af kongens udsendinge til ærkebispen, som da havde forskanset sig på Hammershus på Bornholm. Han deltog formentlig i erobringen af øen i 1319 og bestyrede også ærkebispens beslaglagte godser på vegne af kongen.

Hans tjeneste hos kongen ses sidst, da han i 1318 deltog i forhandlingerne i Roskilde om en våbenstilstand mellem Erik Menved og de svenske oprørere, som havde fordrevet kongens svoger Birger Magnusson.

Efter Erik Menveds død valgte en række stormænd, herunder Jens Kande, hans bror Christoffer som konge i 1320. Jens beseglede den strenge håndfæstning, som indskrænkede kongemagten betydeligt, og han var også medlem af Christoffers kongelige råd. I sommeren 1321 havde Christoffer udpeget Jens som den nye vicekonge over Estland, hvortil han senest ankom i slutningen af 1322. Da var der udbrudt krig mellem på den ene side det danske Estland og bispedømmet Dorpat og på den anden side den litauiske storfyrste Gediminas og byen Pskov.

Under krigen blev Estland angrebet af litauerne og Pskov i februar 1323. Dette gengældtes med dansk-ledede angreb på Pskov i marts og maj, muligvis anført af Jens Kande. Herefter sendte Jens gesandter til forhandlinger i Vilnius, som førte til en fredsaftale i oktober. Efter opfordringer fra en række preussiske bisper endte Jens formentlig med at opgive freden med Gediminas. I december aftalte en række estiske vasaller og riddere af den Tyske Orden nemlig et forbund med byen Novgorod vendt mod Litauen.

Jens Kande er formentlig identisk med den høvedsmand, som i 1325 sammen med byrådet i Reval (det nuværende Tallinn) lod to mænd henrette for drab. Mændene tjente Matts Kättilmundsson, den svenske høvedsmand over Finland, som erklærede krig mod Reval, men striden blev bilagt efter, at det svenske rigsråd skred ind.

Jens Kande døde i september 1326. Der kendes ingen børn, men han var antageligt en ældre slægtning til halvbrødrene Jens Bentsen Kande (kannik i Lund domkapitel ca. 1325-1344), Bennike Henriksen (kannik i Lund domkapitel ca. 1341-1348, kantor sammesteds ca. 1349-1358) og Jordan (sognepræst i Västra Vram ca. 1343-1358).

• Danmarks historie i middelalderen
• Estlands historie i middelalderen
• Erik Menved
• Christoffer 2.
• Lunds domkirke

• Mohlin, Allan: Kristoffer II av Danmark. 1: Välmaktstiden (1960).
• Pajung, Stefan & Mäesalu, Mihkel: Danish-Estonian relations in the Middle Ages (2022).