Ved omdannelsen af SVM-regeringen i august 2024 blev Jeppe Bruus minister for det helt nye Ministeriet for Grøn Trepart. Ministeriets opgave er at implementere den såkaldt grønne trepartsaftale, som blev indgået den 24. juni 2024 mellem regeringen, Kommunernes Landsforening, Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Industri og fagbevægelsen. Formålet er gennem skovrejsning, arealudtagning, afgifter og diverse miljøtiltag at nedsætte klimabelastningen, øge biodiversiteten og forbedre vandmiljøet. Der er tale om en overordnet aftale, som kræver, at ministeren får indgået en lang række specifikke delaftaler, således at Danmark inden for en forholdsvis kort årrække kan leve op til EU's vandrammedirektiv og målsætningerne for reduktion af CO2-belastningen.
Den 18. november 2024 indgik regeringen med Jeppe Bruus i spidsen en aftale med fire af Folketingets partier (Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti), hvor hovedparten af den grønne trepartsaftale fra juni blev vedtaget. Dog skete der en skærpelse af kravene til landbrugets udledning af kvælstof. Det skete som følge af, at 2024 havde været det hidtil mest alvorlige med hensyn til iltsvind i de indre danske farvande.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.