Peter var ifølge evangelierne i Det Nye Testamente i Bibelen førstemanden blandt Jesu tolv disciple og senere blandt apostlene. I evangelierne optræder han ofte som talsmand for disciplene over for Jesus (fx Markusevangeliet 8,32; 9,5). Ifølge den romersk-katolske kirke var Peter Roms første biskop og dermed også den første i paverækken.
Peters fars navn opgives som Jonas eller Johannes, og som sin bror Andreas var Peter i lighed med faderen en fisker fra Betsajda i Galilæa. Han blev ifølge evangeliefortællingen som en af de første kaldet af Jesus til at forlade sit arbejde og give sig i følge med ham (Markusevangeliet 1,16-20; Matthæusevangeliet 4,18-22; Lukasevangeliet5,1-11; Johannesevangeliet 1,35-51). Hans oprindelige navn var Simon, og navnet Peter (på græsk Petros), der som navn ikke kendes fra tidligere kilder, er en oversættelse af det aramæiske Kefas 'klippe'. Endelig vides, at Peter var gift (se 1. Korintherbrev 9,5; Markusevangeliet 1,29-31; Matthæusevangeliet 8,14-17; Lukasevangeliet 4,38-39).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.