Kanonkongen Stephanie Smith skydes ud af en kanon ved Melbourne Show i 2005.
Af .
Licens: CC BY NC 3.0

Kanonkonge kan både være en betegnelse for artisten, der griber en kanonkugle affyret af en kanon, og artisten der lader sig affyre som "levende kanonkugle" fra en kanon.

Manden, som greb kanonkuglen

Dansk-amerikaneren John Holtum (1845-1919) optrådte i 1870'erne på Folies-Bergère og Hippodromen i Paris med et nummer, hvor han som stærk mand greb en kanonkugle affyret fra en kanon på scenen. I 1878 optrådte han med nummeret i Københavns Sommertivoli. Kanonen blev affyret med løst krudt. Fremføringen af kuglen foregik skjult af krudtrøgen enten ved hjælp af en assistent eller en fjederanordning i kanonløbet, som var uden forbindelse med affyringen.

Den levende kanonkugle

Den kendte kanonkonge Miss Zazel (Rossa Matilda Richter) fotograferet i 1877.
Af /London Stereoscopic and Photographic Company.

Den levende kanonkugle krævede, at artisten krøb ind i kanonløbet og lod sig affyre som projektil. I begyndelsen foregik dette ved hjælp af en fjederanordning, der var udviklet af canadieren William Leonard Hunt (1838-1929). Oprindelig var anordningen en katapult, og den blev patenteret i 1871. Anordningen blev benyttet af adoptivsønnen Samuel Wesgate, der under kunstnernavnet Lulu i 1873 lod sig skyde op i en højthængende trapez.

Et nyt patent fra 1875 med affyring ved hjælp af en fjeder blev i 1877 anvendt af den kvindelige artist Miss Zazel (Rossa Matilda Richter 1860-1937), som lod sig skyde godt 6 meter gennem luften.

Komprimeret luft

I 1922 opfandt italieneren Ildebrando Zacchini (1868-1948) en metode til at affyre "den menneskelige kanonkugle" ved hjælp af komprimeret luft. Metoden var i første omgang tænkt som middel til at skyde soldater over fjendens linjer. Brugen af komprimeret luft muliggjorde baner på 15-20 meters højde og 40-50 meters længde. Zacchinis to sønner Edmondo (1894-1981) og Hugo Zacchini (1898-1975) optrådte som kanonkonger.

En filmoptagelse viser den svenske kanonkonge Leoni (Leo Wybierala), som i forbindelse med Københavns Sommertivolis 100-års jubilæum den 15. august 1943 lod sig skyde ud over plænen foran 120.000 gæster. Leoni viste også nummeret på Dyrehavsbakken i 1955. Ronalds Tivoli Show havde i 1978 en kanonkonge på programmet.

Dødsfald

Under udførelsen af nummeret er der sket flere dødsfald og invaliderende ulykker. Artisten befinder sig i kanonrøret under affyringen, som sker ved hjælp af trykluft, der rammer fodsålerne. Det er vigtigt, at artisten spænder kroppens muskler i affyringsøjeblikket for at lande rigtigt enten i et net eller i vand. Selv mindre misforståelser eller brist i kommunikationen omkring affyringen kan få fatale konsekvenser. I Kent, Storbritannien, skete der i 2011 et dødsfald i forbindelse med udførelsen af dette nummer.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig