solenodonter

Solenodonterne placeres i deres egen familie, Solenodontidae. De hører hjemme i ordenen insektædere (Eulipotyphla), der også indeholder pindsvin og gymnurer (familien Erinaceidae), spidsmus (familien Soricidae) og muldvarpe (familien Talpidae).

Der findes to nulevende arter:

Solenodonterne regnes for den ældste udviklingslinje inden for insektæderne. Man har estimeret, at deres historie begyndte for 72,8-78,2 millioner år siden i slutningen af dinosaurernes tidsalder. I givet fald har disse caribiske pattedyr overlevet det katastrofale meteornedslag ud for den nærliggende Yucatánhalvø, der førte til dinosaurerne og mange andre dyrs uddøen.

Hispaniola-solenodonten er den største af de to arter med en hoved-og-kropslængde på 27-49 cm, en halelængde på 20-25 cm og en vægt på 620-1166 gram. Hos cuba-solenodonten er hoved-og-kropslængden 20-36 cm, halelængden 13-19 cm og vægten 455-950 gram. Kønnene er lige store. De vejer omtrent det samme som pindsvin, men har en mere aflang krop og længere ben. Som tilpasning til gravning er forbenene muskuløse og udstyret med lange, kraftige kløer.

Solenodonternes mest karakteristiske træk er den meget lange, smalle, nøgne og bevægelig snude, der kunne minde om snuden hos sengier (elefantspidsmus) og omtales i litteraturen som en snabel. Snuden har lange knurhår på op til 7 cm. Øjnene og ørerne er små.

Pelsen er lang og strid, men halen nøgen. Hispaniola-solenodonten er nogenlunde ensfarvet brun, mens cuba-solenodonten er sort eller mørkebrun på oversiden af kroppen og hvid eller gul på hovedet, skuldrene og undersiden. Når en cuba-solenodont bliver stresset eller skræmt, kan dens nøgne snude og hale blive intens lyserød.

Solenodonter har en lav kropstemperatur af pattedyr at være; den svinger mellem 30 og 34 °C.

Solenodonter hører blandt de relativt få giftige pattedyr, og de har det mest avancerede giftleveringssystem af alle giftige pattedyr. I både over- og underkæben har solenodonterne tre fortænder i hver side. Den første (inderste) fortand i overkæben (benævnt I¹) og den anden fortand i underkæben (I₂) er stærkt forstørrede og spidse som hjørnetænder, hvilket gør dem effektive til at perforere byttedyr. De forstørrede fortænder i underkæben er udstyret med en rørformet fure, som er forbundet med en giftkirtel i underkæben. Det gør solenodonterne i stand til effektivt at levere gift, når de bider et byttedyr (eller en fjende). Systemet minder om det, der findes hos mange giftslanger.

Giften fra solenodonter er stærk nok til at dræbe mus, og mennesker, der bliver bidt, kan opleve forhøjet kropstemperatur, betændelsesreaktioner, hævelser samt smerter i brystet og hovedet.

Som deres navne afspejler, er cuba-solenodonten endemisk for Cuba og hispaniola-solenodonten endemisk for øen Hispaniola, der er delt mellem to lande, Haiti og Den Dominikanske Republik.

De forekommer mestendels i skov, men kan også visse steder tilpasse sig mosaiklandskaber med en blanding af skov og landbrugsområder.

Solenodonter lever især af hvirvelløse dyr såsom insekter og deres larver, tusindben, skolopendre, edderkopper, skorpioner, regnorme og snegle. Men de kan også tage mindre hvirveldyr som frøer, tudser, øgler, slanger, mus og fugle. De fouragerer på skovbunden, ofte skjult under førnelaget, hvor de kan bevæge sig gennem omfattende tunnelsystemer.

Solenodonter er typisk nataktive, men kan solbade tidligt om morgenen og efter regn for at få varmen. De er sky dyr, der ses yderst sjældent.

De er jordlevende og tilbringer dagtimerne i et skjul. Hispaniola-solenodonten benytter oftest klippehuler og -sprækker til skjul. Den mere gravetilpassede cuba-solenodont derimod er kendt for at konstruere omfattende underjordiske hulesystemer med 1-9 indgange. Hovedtunnelen kan være over 20 meter lang, omend 0,5-6 meter er mere normalt.

Solenodonter er sociale dyr, der lever i små familiegrupper. Hos hispaniola-solenodonten består familier typisk af et voksent par og en enkelt unge. En ældre unge kan dog blive med familien, til den er 18 måneder gammel og kan tilsyneladende hjælpe forældrene med at passe den nye unge. Hos cuba-solenodonten kan flere familier dele en hule.

Solenodonter bruger både vokaliseringer, visuelle signaler og duftsignaler i deres kommunikation. De har duftkirtler siddende på hovedet og undersiden. Hos hanner er kirtelområdet på bugen nøgent og mørkt og udskiller et klistret sekret, der efter sigende får hannerne til at lugte lidt gedeagtigt.

Solenodonter er monogame. Drægtigheden menes at vare under 50 dage hos cuba-solenodonten, men mindst 84 dage hos hispaniola-solenodonten. Begge arter kan få 1-2 unger ad gangen, men hispaniola-solenodont får normalt 1. Ungerne er blinde og lyserøde ved fødslen.

Hunnerne har en højst aparte måde at transportere deres unger på. Ungerne suger sig fast på morens dievorter og lader sig slæbe afsted. Til det formål bliver dievorterne meget forlængede, op til 2 cm i længde. Det kan stå på fra ungerne er syv uger gamle og i nogle tilfælde helt til de er to-og-en-halv måned. Selve dieperioden varer i 60-90 dage. Ungerne kan blive med moren i adskillige måneder, efter at de er blevet vænnet fra, hvilket er usædvanligt blandt insektædere.

De højeste levetider, man kender for de to arter i fangenskab, er hhv. 12 år for hispaniola-solenodont og 6 år for cuba-solenodont.

• pattedyr