tatovering

Den moderne tatoveringshistorie kan spores tilbage til James Cooks rejser til Stillehavet i 1700-tallet. I 1769 besøgte Cook og hans besætning de polynesiske øer, Tahiti og New Zealand, hvor de mødte mange tatoverede mennesker, som de beskrev og tegnede i deres rejseberetninger. Cook vendte tilbage til Polynesien i 1774 og igen i 1778, og de rejser førte ham til Tonga, Påskeøen og Hawaii. I løbet af disse møder blev flere fra Cooks besætning tatoveret med lokale mønstre, hvilket bidrog til at udbrede fascinationen af dem hjemme i Europa. Også ordet tatovering er af polynesisk oprindelse; det kommer via det engelske tattoo fra det polynesiske ord tautau.

Den europæiske adgang til Stillehavet åbnede for nye former for udveksling. Mange af skibene bragte tatoverede polynesiere med tilbage for at udstille dem på værtshuse, museer og markeder. Det var en praksis, der tog fart op gennem 1800-tallet, hvor den også spredte sig til USA. Der blev mennesker fra traditionelle tatoveringskulturer udstillet i såkaldte “native villages”, på verdensudstillinger og i “freakshows”.

Samtidig voksede der en tatoveringskultur frem blandt euro-amerikanske søfolk og soldater. Den tyskfødte Martin Hildebrandt åbnede et af Vestens første tatoveringsstudier i New York City, og han var en af pionererne, der populariserede kunstformen omkring midten af 1800-tallet. Henimod slutningen af 1800-tallet og frem mod 1. Verdenskrig blev tatoveringer også meget populære blandt de britiske aristokrater. Men trenden aftog efter opfindelsen af den elektriske tatoveringsmaskine i 1890-tallet, der gjorde tatoveringer billigere og mere tilgængelige for den brede befolkning.

Tatoveringer blev mere og mere udbredte op igennem 1900-tallet, men forblev hovedsageligt tilknyttet subkulturer og samfundets udkant såsom søfolk, soldater, kriminelle, vagabonder og karnevalsfolk. Efterhånden voksede der forskellige tatoveringskulturer frem, der fx var tilknyttet rockere og fængslede.

I første halvdel af 1900-tallet var København centrum for tatovering i Skandinavien. Tatoveringsstudiet Nyhavn 17, som åbnede i 1901, hedder i dag Tattoo Ole Nyhavn 17 og er verdens ældste stadigt eksisterende tatoveringsstudie. Det var også i denne periode, at den daværende konge, kong Frederik 9., fik adskillige større tatoveringer, hvilket vakte opsigt i offentligheden. Hans tatoveringer stammede bl.a. fra hans tid i søværnet.

Fra 1960'erne begyndte amerikanske tatovører at kopiere japansk tatoveringskunst, hvilket blev en vigtig inspirationskilde til den moderne tatoveringskultur. Det indebar et skifte fra tilfældigt placerede, emblem-lignende motiver til motiver, der dækkede store dele af kroppen i en konsekvent stil. Det gjorde også tatoveringer mere tiltrækkende for middelklassen, og det åbnede for en helt ny kundegruppe. Det førte til en gradvis professionalisering af tatoveringskunden. Alt det bidrog til en stor opblomstring af tatoveringer i 1990’erne.

I 2000-tallet er tatoveringer blevet stadig mere udbredte og almindelige, også blandt offentlige personer. Fx har kong Frederik 10. to tatoveringer.

Tatoveringer er blevet brugt til at markere kulturel identitet og gruppetilhørsforhold. Også i tilfælde, hvor individers bedrifter og medfødte status markeres gennem tatoveringer, har det gruppetilhørsforhold, som tatoveringen symboliserer, været en vigtig dimension. Tatoveringsceremonier har ofte været offentlige og forbundet med overgangsritualer, der indlemmer bæreren i en større helhed, såsom en kult, en klan eller et broderskab. Folkene på Nordamerikas nordvestkyst har for eksempel brugt specifikke tatoveringer til at vise klantilhørsforhold, og maoriernes tatoveringsmønstre kunne indeholde fortællinger om individets slægtshistorie.

Mange kulturer har anvendt tatoveringer til at markere social status eller samfundsposition. Det kunne være, at kun personer med bestemte positioner såsom præster, politiske ledere, jægere, krigere, vidensbærere eller medicinske eksperter måtte lade sig tatovere. Disse tatoveringer markerede ofte bedrifter, og bæreren måtte gøre sig fortjent til dem. Eksempler findes blandt naga-folkene i Indien og Myanmar, hvor særlige tatoveringer bliver tildelt tigerdræbere.

Andre steder har design og placering varieret og har markeret forskelle mellem fx kvinder og mænd, gifte og ugifte og adelige og almindelige mennesker. På Marshalløerne var det fx kun adelige, der kunne have ansigtstatoveringer, mens kun kvinder tatoverede håndryggen. I det gamle Egypten var det udelukkende kvinder, der blev tatoveret. Blandt maorierne kunne fraværet af tatoveringer indikere en persons usædvanligt hellige status.

Tatovering har ikke altid været frivilligt. I det antikke Grækenland blev tatoveringer også brugt til at mærke slaver, kriminelle og krigsfanger. I nyere tid blev internerede i koncentrationslejren Auschwitz under 2. Verdenskrig tatoveret med deres fangenummer på brystet eller armen.

I mange kulturer har tatovørerne selv haft en særlig status. Dette kunne fx indebære en form for guddommelig forbindelse, enten ved at tatoveringskunsten blev anset for at være skænket dem af guder, som på Marshalløerne og på de nordamerikanske sletter, eller ved at tatovørerne udgjorde en form for præsteorden, der tjente bestemte guddomme, som på Samoa.

Mange kulturer har brugt tatoveringer som en form for spirituel beskyttelse på mange forskellige måder. I Polynesien var det tatoveringens placering, der skulle beskytte bæreren ved at forsegle kroppen mod lækager indefra eller angreb udefra. Andre steder, for eksempel blandt visse nordamerikanske oprindelige folk, var det tatoveringens motiv, der skulle beskytte bæreren. Og andre steder opnåede man beskyttelse gennem det magiske farvestof eller de hellige redskaber, der blev brugt.

Kulturer verden over har brugt tatoveringer til medicinske eller terapeutiske formål. Ismumien Ötzis tatoveringer var sandsynligvis blandt disse. Han havde over 50 tatoveringsmærker placeret på flere af leddene i arme, ben og nederst på ryggen. Radiografiske analyser har vist, at han sandsynligvis led af slidgigt i flere af leddene. Lignende mønstre er fundet blandt folk, der levede i Sibirien og Alaska, og de er stadig udbredte blandt kayan-folket på Borneo.