Wellington gjorde sig som officer bemærket i Indien, hvortil han 1797 var taget med sin bror.
I 1807 deltog han i det britiske togt mod Danmark, hvor han slog de danske styrker ved Køge og fremtvang Københavns kapitulation.
I 1808 sendtes han med 8000 mand til Portugal, fik det følgende år overkommandoen over de britiske styrker og var derefter ledende i kampen mod franskmændene på Den Iberiske Halvø. Han trængte ind i Spanien, hvor han efter mange års kampe, der bølgede frem og tilbage efter Slaget ved Vitoria i 1813, fordrev de franske styrker fra Spanien og trængte ind i Sydfrankrig. For sin indsats i Spanien modtog han store pengegaver og ophøjedes til hertug i 1814.
Efter Napoleon 1.s tilbagekomst fra Elba fik Wellington befalingen over de britisk-hollandsk-belgiske styrker, der sammen med generalfeltmarskal Blüchers preussiske hær slog Napoleon ved Waterloo, og havde befalingen over de tropper, der holdt Frankrig besat til 1818.
Wellington beklædte nu en række diplomatiske poster og blev i 1827 øverstbefalende over den britiske hær. 1828-1830 var han premierminister og gennemførte katolikkernes emancipation, men faldt på parlamentsreformen, som han modsatte sig. Wellington var fortsat meget politisk aktiv som tory, 1834-1835 som udenrigsminister og på ny 1841-1846 som minister uden portefølje i Robert Peels regering.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.