Gerrit Achterberg, 1905-1962, hollandsk lyriker, tilbragte pga. et mord, han begik, en stor del af sit liv på psykiatriske institutioner. Achterbergs digte udgør et sært monomant forfatterskab, da næsten alle hans mere end tusinde digte, også før mordet, er udtryk for trangen til en konkret genforening med "den døde elskede". De tidlige digte udtrykker en stræben efter at ophæve grænserne mellem liv og død, tid og evighed. Senere bliver den elskede mere abstrakt og irreel, hun er til stede i al materie og antager derfor kosmiske proportioner. Ordet, poesien bliver det medie, hvor en forening undertiden lykkes. I sin afsøgning af det, der ligger uden for tid og rum, lader Achterberg derfor ingen sproglige midler uforsøgt og benytter termer fra bl.a. naturvidenskab, matematik og teknik. Derved opstår en egenartet spænding mellem det i grunden romantiske indhold og det nøgterne billedsprog. Achterberg blev en vigtig forudsætning for 1950'ernes eksperimenterende digtergeneration, de såkaldte Vijftigers.