Irans moderne teater

Iran og iranerne lærte det europæiske teater at kende i løbet af 1800-tallet. Diplomater, unge iranere under uddannelse og lejlighedsvis shahen og hans ministre på udlandsbesøg overværede de klassiske teaterstykker, eksempelvis af Shakespeare og Molière, på teaterscener i London, Paris og Moskva. Nogle af disse teaterstykker blev noget senere i århundredet oversat til persisk og blev spillet på scener opført til lejligheden hos rigmænd, i hoteller og andre større bygninger, for et lille udvalgt af publikum. Dog blev der opført en teaterscene i det nybyggede tekniske universitet i Teheran, Dâr al-Fonun, i 1851, og frem mod år 1900 og lige derefter kom der flere faste teaterscener til.

Den europæiske teaterform slog imidlertid aldrig rigtigt igennem i 1800-tallets Iran. Det traditionelle teater, ta’ziye, fortsatte med at være den dominerende dramaform, og der var modstand blandt de religiøse ledere mod europæisk teater, som mentes at true islamisk, iransk kultur.

Det blev det armenske mindretal i Teheran, der blev den egentlige avantgarde inden for iransk drama. I overgangen mellem 1800- og 1900-tallet skrev og opførte de skuespil på persisk, og efter den iranske konstitutionelle revolution i 1905 blev skuespillet en mere almindelig forekomst blandt de intellektuelle i Teheran og andre iranske store byer, hvor der også blev opført teaterscener.

Et af de mest populære – og meget senere filmatiseret – stykker er Hasan Moqaddams Ja’far Khân er ankommet fra udlandet. Det er en satirisk komedie om både overfladisk tilegnet vestlig kultur (Ja’far Khân tilbagevendt fra Frankrig) og samfundets overtro og tilbageståenhed i det Iran, Ja’far Khân vender tilbage til, meget lig Ludvig Holbergs Erasmus Montanus. Moqaddams skuespil er oversat til dansk af Arthur Christensen i To iranske Komedier fra Kadjarernes Tid, København 1938. Det skal tilføjes, at der også opførtes operetter og operaer i storbyerne i de første årtier af 1900-tallet – igen med armenere som foregangsmænd.

I perioden fra 1925 til 1941, Reza Shah Pahlavis regeringstid, indledte den nye og despotiske shah en hårdhændet moderniseringsproces med de vestlige landes samfund som forbillede og med de præislamiske iranske imperiers storhed som idelogisk fundament. Dette betød også censur og ensretning af det kunstneriske liv, herunder teatret. I samme periode vandt den europæiske teaterform frem i Irans større byer, skuespillerfaget blev langsomt professionaliseret, skuespiller- og teaterskoler oprettet, og kvindelige skuespillere blev en del af teatertrupperne. Samtidig fik teatret et bredere folkeligt publikum.

Under den næste Pahlavi-shah, Mohammad Reza, der regerede fra 1941 til 1979, strammedes grebet om kulturlivet også efterhånden, hvor statsstøtte til teatre og skuespilhuse kom til at tilfalde det shah-venlige teater. Der blev dog også skrevet og opført skuespil, der var kritiske både over for den nye enehersker og det iranske samfund. Denne kritik var ofte pakket ind i en allegorisk, symbolsk eller absurd dramatisk form for at undgå censuren.

Et eksempel på dette er Gholâm Hoseyn Sâ’edis Chub-be-dasthâye Varazil (”Køllesvingerne fra Varazil”, 1965), hvor det skjulte budskab er kritik af myndighederne og statens udbytning af en fattig landbefolkning. Et andet er Bahrâm Beyzâ’is Marg-e Yazdegard (”Yazdegards død”, 1979), der handler om den sidste Sasanide-shahs fald, dog ikke som et nationalromantisk drama som hos Hedâyat, men med et fokus på det åg som Sasanide-shaherne og deres zarathustriske præsteskab havde lagt på den almindelige befolkning; det fremstilles som en medvirkende årsag til det præislamiske iranske dynastis undergang. Begge skuespil er oversat til bl.a. engelsk.

En anden udvikling i dramaet fandt sted i 1950'erne og frem, til dels i samarbejde med, men stadig kritisk overfor, statsligt TV og shahdømmet. En del skuespilforfattere genopfandt de indenlandske, traditionelle dramaformer, bl.a. via en inspiration fra teaterfolk som polske Jerzy Grotowski og engelske Peter Brook, der deltog i Shiraz’ årlige teaterfestival fra 1967 til 1978.

Denne udvikling resulterede i skuespil, der tog det traditionelle teaters fortællemåde op. Man skabte en iscenesættelse, der skulle involvere eller direkte tale til det publikum og vække de (kollektive) følelser, som de ældre kulturelle dramaformer kaldet naqqâli, rowzeh-khâni, ’aruzak-bâzi og ta’ziye, havde formået at gøre det. En af forfatterne bag sådanne skuespil var Bizhan Mofid (1935-84), hvis Shahr-e qesse (”Fortællingernes by”, 1969) var det måske mest populære teaterstykke i tiden og er forblevet det frem til i dag. ”Fortællingernes by” kan ligne et drama for børn, men det stiller også essentielle, kritiske spørgsmål til det iranske samfund og til individets identitet.

I Mohammad Reza Pahlavis regeringstid bredte teatrene sig til alle større byer, og skuespilfaget med alle dets aspekter fik plads i universiteternes undervisning. Hertil kom mange teaterfestivaler med besøg af udenlandske teaterinstruktører og –forfattere. Som konsekvens heraf blev en hel del både klassiske og moderne skuespil fra udlandet oversat til persisk og opført lokalt – lige fra Shakespeare til Bertolt Brecht.

Efter den iranske, islamiske revolution i 1979 forventede man, at det moderne teater ville blive lukket ned grundet det nye religiøst funderede regimes generelle modstand mod såvel skuespil og film som mod disse kunstformers udspring i vestlig kultur. Dette skete dog ikke. Sandt nok blev det vanskeligere at skrive og opføre skuespil, hvor de kvindelige skuespillere skulle dække sig til efter de nye islamiske regler, og hvor fysisk kontakt mellem mandlige og kvindelige skuespillere samt erotisk ladede replikker blev forbudt, men selve teaterformen døde ikke ud.

Især efter Den Iransk-Irakiske Krig (1980-1988) blomstrede teatret op igen, og store og små teaterfestivaler afholdes hvert år. Regimet promoverer skuespil, der udtrykker den islamiske revolutions idealer, kritik af shahtiden og religiøs ideologi; men andre temaer tillades også. Så længe de ikke bryder de rammer, som censuren har sat op.

• Irans traditionelle drama og teater
• iransk litteratur
• teater
• Irans historie 1900-1978
• Irans historie fra 1978
• Mojtaba Khamenei

• Willem Floor, The History of Theater in Iran, Mage Publishers, 2005
• Don Rubin (red.), The World Encyclopedia of Contemporary Theatre, Routledge, 1998, vol. 5, s. 191-212
• Encyclopedia Iranica, Drama, af M. Ghanoonparvar, https://referenceworks.brillonline.com/entries/encyclopaedia-iranica-online/drama-COM_8534?s.num=4&s.f.s2_parent=s.f.book.encyclopaedia-iranica-online&s.q=Theater, tilgået 7/6 2023
• Hamid Dabashi (edit.) & Peter Chelkowski, Parviz Sayyad’s Theater of Diaspora, Mazda Publisher, 1992
• Ghanoonparvar & Green (red.), Iranian Drama, An Anthology, Mazdâ Publishers, 1989
• Saeed Talajooy, "A History of Iranian Drama", i A History of Persian Literature – Literature of the Early Twentieth Century (edit.) Ali-Asghar Seyed-Gohrab, Tauris, 2015, s. 353-410