Irans historie fra 1978

Tidslinje over Irans historie siden revolutionen

År
2026	De største protestdemonstrationer siden revolutionen bliver slået brutalt ned af regimet. USA og Israel angriber Iran, og ayatollah Khamenei dræbes.
2025	Tolvdageskrigen med Israel.
2024	Med Israels luftangreb på det iranske konsulat i Syrien og et iransk missil- og droneangreb på Israel begynder den tidligere "skyggekrig" mellem de to stater at ligne egentlig krig.
2022-2023	Kvinde, Liv, Frihed-protesterne udgør den hidtil største opstand i Irans nyere historie.
2020	USA likviderer den iranske Revolutionsgarde-leder Qasem Soleimani i Bagdad via et droneangreb.
2018	USA udtræder fra atomaftalen med Iran og pålægger landet store økonomiske sanktioner, som er fortsat siden.
2015	Atomaftalen (JCPOA) mellem Iran og det internationale samfund træder i kraft.
2011	Iran begynder at støtte Assad-regimet med våben og militære rådgivere under borgerkrigen i Syrien.
2009	Sammenstød mellem Den Grønne Bevægelse og politi og sikkerhedsstyrker resulterer i flere dødsfald.
2006	Iran erklærer, at landet er begyndt at berige uran med henblik på at blive en såkaldt atomstat.
1997	Mohammad Khatami vinder præsidentembedet ved en jordsskredssejr på løfter om reformer.
1989	Ayatollah Khomeini dør og efterfølges af Ali Khamenei.
1989	Ayatollah Khomeini udsteder en dødsdom over forfatteren Salman Rushdie for udgivelsen af romanen De sataniske vers.
1980-1988	Iran-Irak-krigen.
1982	Iran er med til at danne Hizbollah-militsen i Libanon.
1979-1981	Iran-gidsel-affæren.
1978-1979	Den islamiske revolution.

Baggrunden for den islamiske revolution

En soldat kysser Muhammad Reza Pahlavis fødder. Bag shahen ses hans kone, Farah Diba. Foto fra 1979.

Polfoto/AP.

Licens: Begrænset anvendelse

Tiden op til den islamiske revolution (også kaldet den iranske revolution) var en periode med stigende folkelig utilfredshed med det USA-støttede shahstyre. Under Mohammad-Reza Pahlavi indførtes en række sociale reformer, som imidlertid primært tilgodeså den velstillede del af befolkningen. Under den såkaldte Moharram-opstand i 1963 mistede flere tusinde demonstranter livet under sammenstød med militæret.

En af de hårdeste kritikere blandt den religiøse del af protestbevægelsen var ayatollah Khomeini, som blev arresteret og sendt i eksil i Irak. Herfra fortsatte han sin kritik af shahen, og han vandt stigende opbakning fra ikke mindst den fattigste og religiøse del af befolkningen. Men også ikke-religiøse oppositionsgrupper opfattede ham som en mulig allieret i kampen mod shah-styret.

Den islamiske revolution

I 1978 udløste sammenstød mellem politi og teologistuderende i byen Qom en stadig voksende bølge af protester og demonstrationer i alle større byer. Under pres fra USA, der gerne så menneskerettighederne forbedret i Iran, vaklede shahen mellem undertrykkelse og kompromis. Men da arbejderne i olieindustrien og offentligt ansatte også gik i strejke fra september, viste det sig, at hans regime ikke havde tilstrækkelig forankring i det bredere samfund. Selv i militæret var der tegn på illoyalitet.

I januar 1979 flygtede shahen, og ayatollah Khomeini vendte hjem til Iran som leder af den islamiske revolution. I marts 1979 stemte et flertal af befolkningen for at indføre en såkaldt islamisk republik.

Årene efter revolutionen

Årene umiddelbart efter revolutionen var præget både af den indædte indbyrdes magtkamp mellem de grupper, der havde stået i opposition til shahen, og af den resursekrævende Iran-Irak-krig 1980-1988. Khomeinis støtte kom fra de yngre radikale religiøse lærde og islamister, der ønskede at bringe stat og samfund i overensstemmelse med muslimsk lov.

Khomeinis modstandere var især de venstreorienterede og kommunistiske guerillaorganisationer, der rekrutterede deres medlemmer blandt studerende og unge fra middelklassen. Der var også modstand fra Irans etniske mindretal, især kurderne, såvel som blandt nogle af de liberale og socialdemokratiske intellektuelle.

De radikale ulama(islamisk præsteskab), der især nød støtte fra byernes fattige og basarkøbmændene, udmanøvrerede først deres ældre, mere konservative kolleger. Derefter fik de kontrol med de militser, som senere forenede sig i Revolutionsgarden og snart udgjorde en modvægt til den regulære hær.

Irans nye forfatning

I december 1979 vedtog Iran ved en folkeafstemning en ny forfatning, hvori velayat-e faqih-doktrinen er nedfældet. Herefter er landets øverste autoritet den mest anerkendte af de retslærde, den såkaldte Øverste Leder. Dette politiske system betegnes ofte "præstestyre", da der gives ultimativ autoritet til udvalgte religiøse ledere. Betegnelsen kan dog være misvisende, da systemet også består af et præsidentskab og et folketing, hvis kandidater og medlemmer ikke udelukkende er præster.

Efter forfatningsændringen begyndte de radikale ulama at eliminere deres øvrige modstandere. Den dramatiske besættelse af USA's ambassade i Teheran, som varede fra november 1979 til januar 1981, havde således ikke blot til formål at ydmyge de forhadte amerikanere. Man ønskede også at bringe de liberale politikere i miskredit.

Krigen mod Irak blev udnyttet til udrensning af officerskorpset og til at forbyde en række politiske organisationer, som beskyldtes for illoyalitet. I 1980 blev universiteterne lukket i to år for at svække de venstreorientede guerillaorganisationer og islamisere dem. Guerillaorganisationerne svarede igen med en række bombesprængninger og andre terroraktioner. Men i løbet af 1981 blev modstanden nedkæmpet af Revolutionsgarden.

Uenigheder i ulama

Siden 1982 har præstestyret, trods en række folkelige oprør, siddet på magten. Oppositionsvirksomhed er kun tolereret i ringe grad, selv indenfor ulama.

Her har der ikke desto mindre været uenigheder: Først, i 1980'erne og starten af 1990'erne, mellem de såkaldte pragmatikere og de radikale: Her gjaldt uenighederne forholdet til udlandet, jordreformer, graden af statslig styring af økonomien mv. Senere, fra midten af 1990'erne og frem, har der været uenigheder i ulama mellem de såkaldte reformister og de konservative hardlinere. Mens reformisterne søger at forbedre forholdet til Vesten og reformere det politiske system i retning af større friheder, ønsker de konservative at bevare den islamiske republiks anti-vestlige og islamistiske essens.

Iran-Irak-krigen

Iran var 1980-1988 involveret i en meget blodig krig med Irak, der i september 1980 havde invaderet Iran (se Iran-Irak-krigen). Ingen af parterne var imidlertid i stand til at gennemtvinge en militær afgørelse, og i sommeren 1988 blev der indgået våbenhvile med efterfølgende forhandlinger om en fredsaftale. Den lange krig fik store dele af den iranske befolkning til at stå sammen om landets forsvar.

Præstestyrets økonomiske og sociale politik

Præstestyrets økonomiske og sociale politik har haft blandede resultater. Indtil 1988 slugte krigen mod Irak enorme resurser. Men også uenighed om de økonomiske reformer, herunder en jordreform, førte til, at den praktiserede politik var præget af kortsigtede løsninger og stærk statslig styring. Iran er forblevet meget afhængig af olieeksporten og er derfor sårbar over for de svingende priser på verdensmarkedet. Korruption og nepotisme er, trods de revolutionære løfter om social lighed, udbredte problemer.

Til gengæld har den islamiske republik fortsat, og i nogle domæner udvidet, de sociale reformer, som shah-styret startede. Dette førte med tiden til forbedrede levevilkår for dele af befolkningen, markant udvikling af uddannelsessystemet og en gradvis opbygning af en form for velfærdsstat.

Iran og det internationale samfund

Iran-gidsel-affæren. Demonstranter afbrænder det amerikanske flag ved den amerikanske ambassade i Teheran. Foto fra den 9. november 1979.

Polfoto/AP.

Licens: Begrænset anvendelse

Iran blev efter revolutionen isoleret både regionalt og internationalt af frygt for, at de nye magthavere aktivt ville arbejde for at eksportere den islamiske revolution.

Mistilliden til det nye regime blev øget, da en gruppe studerende i november 1979 besatte den amerikanske ambassade og tog 53 gidsler (se Iran-gidsel-affæren). De blev først frigivet i januar 1981.

I forlængelse af den israelske invasion i Libanon i 1982 var Iran med til at danne Hizbollah, en milits, som i sit virke var inspireret af revolutionen i Iran. Også andre militante islamistiske grupper i den arabiske verden følte sig inspireret af udviklingen i Iran og etablerede forbindelser til det nye regime. Men kun i Libanon, og delvist i Syrien, lykkedes det for alvor Iran at sikre sig en vis indflydelse i 1980'erne.

Da Khomeini i 1989 udstedte en dødsdom over den britiske forfatter Salman Rushdie, som i romanen De sataniske vers angiveligt havde skrevet blasfemisk om islam og profeten, medførte det international fordømmelse og yderligere isolation. Fra 1990'erne og frem har Irans forhold til omverden været kendetegnet ved sanktioner fra og et anspændt forhold til vestlige magter og deres allierede og samarbejdspartnere i regionen.

Den Islamiske Republik efter Khomeini

Ali Khamenei afløste Ruhollah Khomeini som Irans Øverste Leder i 1989. Her leder han fredagsbønnen Teheran den 4. oktober 2024. Den 28. februar 2026 blev Khamenei dræbt ved et missilangreb under den krig, som USA og Israel indledte samme dag.

Ayatollah Ali Khamenei

Af Abaca/Ritzau Scanpix.

Licens: Begrænset anvendelse

Ayatollah Khomeini døde i 1989 og blev som åndelig og politisk leder efterfulgt af Ali Khamenei. Samtidig var Den Islamiske Republik Irans forfatning blevet ændret, således at statsministerembedet blev sammenlagt med præsidentembedet. Dette styrkede den parlamentariske leder, men samtidig blev de udenomsparlamentariske råd, som er den øverste åndelige og politiske leders forlængede arm, også styrket. Således sad den nyvalgte leder, Ali Khamenei, stadig med den egentlige magt, ligesom hans forgænger Khomeini havde gjort.

Irans præsidenter efter den islamiske revolution

År
1980-1981	Abolhassan Banisadr
1981	Mohammad-Ali Rajai
1981-1989	Ali Khamenei
1989-1997	Ali Akbar Hashemi Rafsanjani
1997-2005	Mohammad Khatami
2005-2013	Mahmoud Ahmadinejad
2013-2021	Hassan Rouhani
2021-2024	Ebrahim Raisi
2024-	Masoud Pezeshkian

Rafsanjanis præsidentperiode 1989-1997 – Påbegyndt liberalisering og privatisering

I 1989 blev Ali Akbar Hashemi Rafsanjani valgt til præsident, et embede han besad frem til 1997. Men hans store indflydelse varede ved næsten frem til hans død i 2017. Under Rafsanjanis ledelse var prioriteten genopbyggelse af Irans økonomi og infrastruktur i kølvandet på Iran-Irak-krigen og på at genintegrere Iran i verdensøkonomien.

Til sidstnævnte formål påbegyndte Rafsanjani-regeringen en forsoningspolitik i forhold til Europa. Samtidig indledtes en privatisering og liberalisering af industrien, der siden er blevet fastholdt. Også på andre områder var udviklingen gennem 1990'erne præget af mere liberale tendenser, dels i den offentlige debat, dels i reglerne for omgangen mellem de to køn i det offentlige rum og dels i kulturlivet.

Khatamis forgæves reformforsøg (1997-2005)

Præsident Mohammad Khatami fotograferet under World Economic Forum i Davos i 2004.

Mohammad Khatami

Af Steinegger Remy/Abaca/Ritzau Scanpix.

Licens: Begrænset anvendelse

Præsidentvalget i 1997 blev overraskende vundet af Mohammad Khatami, der var gået til valg på et løfte om justeringer af det politiske system. Khatami modtog en jordskredssejr takket være udstrakt støtte fra den unge del af befolkningen og de kvinder, der ikke selv havde oplevet tiden under shahen, og som i stigende grad følte sig låst af de konservative religiøse kræfter.

Khatamis reformbestræbelser

Den nye præsident forsøgte at realisere sine reformløfter. Men selvom de første lokale valg blev gennemført i 1999, havde han ikke styrke til afgørende at knække den magt, der var samlet hos Khamenei og præstestyrets institutioner. Khatami måtte opgive at få vedtaget lovforslag, der havde til mål at reducere den Øverste Leders konstitutionelle magt og styrke den folkevalgte præsidents udøvende funktioner.

Khatamis valg i 1997 og genvalg i 2001 blev af omverden udlagt som et opgør med Khameneis mere konservative linje. Men Khatami gjorde sig aldrig til talsmand for en principiel ændring af det politiske system. Han argumenterede alene for justeringer for på den måde at sikre en større folkelig medindflydelse i beslutningsprocessen. Khatamis reformbestræbelser blev også stærkt kritiseret af konservative kræfter. Under et pro-demokratisk studenteroprør i 1999 advarede Revolutionsgardeofficerer i et åbent brev Khatami om ikke at gå imod den islamiske revolutions ånd.

Civilisationernes dialog

Khatami lancerede i forhold til omverdenen den såkaldte "civilisationernes dialog". Ad den vej ønskede han at sikre, at Iran igen kom med i det internationale samarbejde. Det lykkedes delvist i forhold til Europa, men tilbagevendende overgreb mod pressen, menneskerettighedsforkæmpere og intellektuelle gjorde det vanskeligt for alvor at fremme dialogen.

Khatami fordømte terrorangrebet mod USA den 11. september 2001, og Iran stillede luftrum og efterretninger til rådighed for den amerikansk-ledte mission mod Al-Qaeda og Taliban i nabolandet Afghanistan.

Men den voksende amerikanske militære tilstedeværelse i regionen blev snart opfattet af magthaverne i Teheran som en reel trussel mod landet. USA's præsident George W. Bush omtalte i en tale i begyndelsen af 2002 Iran som en del af "ondskabens akse". Samme år afslørede Mojahedin-e Khalq ikke-deklarerede faciliteter for uranberigelse i Iran, hvilket særligt i Vesten førte til frygt for landets nukleare ambitioner.

I samme periode intensiverede Irans forsøg på at udbygge alliancer med en række ikke-statslige militante aktører i regionen, herunder grupper af Vesten betegnet som terrorister. Forholdet til Syrien under Bashar al- Assads regimet blev udbygget. Samtidig opnåede Iran stor politisk og økonomisk indflydelse i Irak, efter at den amerikansk-ledte invasion i 2003 afsatte Irans ærkerival Saddam Hussein.

Ahmadinejads revolutionsretorik og populisme (2005-2013)

Mahmoud Ahmadinejad fotograferet efter en fredagsbøn i juli 2005.

Af Polfoto/Vahid Salemi/AP.

Licens: Begrænset anvendelse

Den vestlige opfattelse af Iran som en såkaldt slyngelstat blev styrket efter valget af Mahmoud Ahmadinejad i juni 2005 til Irans nye præsident.

Irans atomprogram

Ahmadinejad fastholdt en retorisk hård kurs i forhold til Vesten i almindelighed og Israel og USA i særdeleshed, ligesom han understregede Irans ret til udvikling af kernekraft til fredelige formål. I begyndelsen af 2006 meddelte han i en tale til omverdenen, at Iran var gået i gang med at berige uran for ad åre at blive en "atomstat". Meddelelsen blev mødt med krav om internationale sanktioner mod Iran i bestræbelserne på at sikre, at planen ikke blev omsat til virkelighed.

Den Grønne Bevægelse

Ahmadinejad blev stadig mere upopulær blandt de reformorienterede kredse i Iran, og op til præsidentvalget i juni 2009 talte opinionsundersøgelserne om meget tæt løb mellem Ahmadinejad og den ledende reformpolitiker, Mir Hossein Mousavi. Ahmadinejad vandt imidlertid ifølge de officielle optællinger stort, hvilket førte til vedholdende rygter om omfattende valgsvindel. Reformtilhængere gik på gaden i de største demonstrationer i Iran siden revolutionen i 1979, kendt som Den Grønne Bevægelse. Under sammenstød med politi og sikkerhedsstyrker blev flere dræbt.

Uroen demonstrerede den voksende utilfredshed med styret hos middelklassen, de uddannede og blandt mange kvinder. Mange oppositionstilhængere gik igen på gaden i store demonstrationer efter den reformvenlige religiøse leder Hussein Ali Montazeris død i december 2009. Det førte til alvorlige sammenstød med mange dræbte og til, at Mousavi blev truet med dødsstraf. Ahmadinejad og præstestyret under Ali Khamenei forsøgte at genvinde initiativet, bl.a. ved at indkalde til store moddemonstrationer og ved at true med alvorlige repressalier mod oppositionen.

Diplomatisk krise og isolation

I Ahmadinejads anden embedsperiode fortsatte den diplomatiske krise og isolationen, der var en følge af landets atomprogram, og økonomiske sanktioner førte efterhånden til krise og kraftig inflation. Hertil kom, at præsidenten på populistisk vis delte ud af olieindtægterne til befolkningen som en slags subsidiepolitik, hvilket bidrog til at øge inflationen.

Rouhanis forgæves pragmatisme (2013-2021)

De stigende økonomiske problemer for den iranske befolkning var givetvis medvirkende til, at den såkaldt moderate kandidat til præsidentvalget i 2013, Hassan Rouhani, vandt og blev indsat i august 2013. Rouhani indledte straks en mere forsonlig udenrigspolitisk linje.

Atomaftalen mellem Iran og det internationale samfund

I november 2013 indgik Iran en aftale om begrænsning af uranberigelse til gengæld for en lettelse af de økonomiske sanktioner mod landet. Atomaftalen (JCPOA) mellem Iran og det internationale samfund blev ratificeret og trådte i kraft i 2015, og aftalen udløste en stor optimisme i den iranske befolkning og det iranske erhvervsliv. Nu var der håb om, at landet kunne træde ud af den politiske isolation og via handel og udenlandske investeringer bevæge sig ud af den økonomiske krise.

Også i udlandet, især i Europa, var der interesse for øget handelssamkvem med Iran. Dertil kom lettelsen over, at en atomvåbenoprustning i Mellemøsten kunne undgås, da Iran nu ikke længere så ud til at kunne blive en atomvåbenmagt.

Den syriske borgerkrig og kampen mod ISIS

Allerede i 2011 var Iran dog trådt delvist ind på den internationale scene i en ny rolle. Under oprøret i Syrien og den efterfølgende borgerkrig støttede Iran det syriske regime med våben og militære rådgivere.

I kampen mod ISIS, der i 2014 var blevet en markant krigsherre i både Irak og Syrien, udviklede der sig en uofficiel militærstrategisk alliance mellem Iran, Rusland, Tyrkiet og USA med dets vestlige allierede. Bestræbelse var at nedkæmpe ISIS, der nu var en reel trussel mod samtlige af de allieredes interesser i området. Alliancen holdt ikke i længden, men Iran var blevet en vigtig spiller i konflikten og fik en endnu større rolle som regional magthaver.

Økonomiske sanktioner og militære sammenstød

Den første begejstring over atomaftalen kølede forholdsvis hurtigt af i Iran. Dels var der ikke så mange udenlandske firmaer, der ville risikere investeringer i landet, dels var der en indbygget modstand mod fremmed kapital blandt repræsentanter for de mere konservative kræfter i Iran. Den økonomiske situation i landet bedrede sig derfor ikke.

Endnu værre blev det for Iran og iranerne, da Donald Trump blev USA's næste præsident i 2017 og året efter trak USA ud af atomaftalen. Ud over udtrædelsen af aftalen pålagde USA Iran endnu strengere sanktioner, der siden 2018 havde en ødelæggende effekt på både landets og befolkningens økonomi.

Gennem hele 2019 var der mindre militære sammenstød mellem Iran og USA i Den Persiske Golf og Irak, der også involverede de arabiske Golfstater, først og fremmest Saudi-Arabien, hvor et olieraffinaderi blev angrebet. Konflikten eskalerede den 3. januar 2020, hvor USA likviderede den iranske Revolutionsgarde-leder Qasem Soleimani i Bagdad via et droneangreb. Iran gengældte med et raketangreb mod en amerikansk militærbase i Irak, et angreb der dog ikke dræbte nogen.

Muligvis på grund af frygt for endnu et amerikansk angreb, skød iransk militær ved en fejltagelse et ukrainsk passagerfly ned i luftrummet over Teheran. Styret nægtede først dette, men måtte indrømme og beklage den fatale fejltagelse nogle dage senere.

Opstande og protester

I perioden fra slutningen af 2017 til nogle måneder ind i 2020 var der flere folkelige opstande og protester mod styret. De trange økonomiske forhold og stigende priser – på blandt andet benzin – var en udløsende faktor for protesterne. Men økonomien var ikke den eneste faktor. Befolkningen var blevet lovet større social frihed og økonomisk fremgang af den moderate præsident Rouhani, men ingen af de to løfter blev indfriet. Rouhani fremstod som handlingslammet frem til sin afgang i 2021.

Økonomisk og politisk krise

Det iranske styre stod ved udgangen af Rouhanis præsidentperiode i en af sine værste kriser siden revolutionen i 1979. Det var naturligvis en økonomisk krise, men krisen var også politisk. Stemmeprocenten ved parlamentsvalg og præsidentvalg fortsatte med at dale. Det gav tydelige tegn på, at befolkningen ingen tiltro havde til hele det politiske spektrum, være det sig konservative, moderate, eller reformvenlige.

Denne krise for det politiske systems legitimitet blev tydeliggjort af, at der i de folkelige opstande siden 2017 hørtes sloganet ”død over diktatoren”. Dette slogan gjaldt under revolutionen i 1979 shahen. Nu gjaldt det Khamenei.

Raisi, Slagteren fra Teheran (2021-2024)

Præsident Ebrâhim Ra'isi, kaldet "Slagteren fra Teheran" på grund af sit formodede medansvar for massehenrettelserne af politiske fanger i de iranske fængsler i 1988. Foto fra september 2021.

Ebrahim Raisi

Af Didor Sadulloev/Reuters/Ritzau Scanpix.

Licens: Begrænset anvendelse

Præsidentvalget i 2021 stod mellem en håndfuld kandidater, der alle kunne karakteriseres som konservative hardlinere. Dette begrænsede udvalg afspejlede sig også i stemmeprocenten, der var den laveste hidtil i den islamiske republik Irans historie, ca. 50 %. Valget faldt på Ebrahim Raisi, kaldet "Slagteren fra Teheran", der betragtedes som fuldstændig loyal overfor landets øverste leder.

Raisis fortid som statsanklager og involvering i massehenrettelser af politiske fanger i de iranske fængsler i slutningen af 1980'erne blev forsidestof i Vesten. Det understregede, hvor svært det med Raisi som præsident ville være at genoptage atomforhandlingerne.

Kvinde, Liv, Frihed-bevægelsen

Irans uranberigelsesprogram blev ganske rigtigt intensiveret under Raisi, ligesom forholdet til Rusland blev udbygget, herunder med iranske våbensalg til russisk brug i krigen mod Ukraine. Det var også under Raisi, at Iran gennemgik den største folkelige opstand: Da en ung, kurdisk-iransk kvinde, Jina Mahsa Amini, døde i det iranske moralpolitis varetægt, brød omfattende optøjer ud på tværs af landet.

Under sloganet 'Kvinde, Liv, Frihed' krævede især unge ligestilling og frigørelse. Kvinder spillede en afgørende rolle i denne protestbevægelse, der modsat tidligere opstande forenede mange etniske grupper overalt i Iran. 'Kvinde, Liv, Frihed'-bevægelsen fik stor opbakning fra rettighedsforkæmpere overalt i verden.

Endelig var det også under Raisi, at Iran blev involveret i Israels krig i Gaza i kølvandet på Hamas' terrorangreb på Israel den 7. oktober 2023.

Raisis død

Raisis præsidentkarriere blev dog kort: I maj 2024 døde Raisi, sammen med andre embedsfolk, i et helikopterstyrt i det nordvestlige Iran. Han blev erstattet af den såkaldt reformvenlige Masoud Pezeshkian, der blev indsat som præsident i juli 2024 efter endnu et valg med lav deltagelse.

Iran og Israel

Siden revolutionen i 1979 har Irans ledere erklæret sig i solidaritet med det palæstinensiske folks kamp for anerkendelse og i modstand mod staten Israel som en forlængelse af vestlig imperialisme i Mellemøsten. Flere af de revolutionære havde i 1960'erne og 1970'erne formet bånd til militante palæstinensiske organisationer. Efter revolutionen støttede Iran nogle af disse som del af en officiel anti-israelsk politik.

Israel har særligt siden 1990'erne beskyldt Iran for terrorhandlinger, bl.a. to terrorbombninger i Buenos Aires af hhv. den israelske ambassade og et jødisk center. Som del af en kampagne mod Iran har Israel bl.a. gennemført en række snigmord på iranske atomforskere, cyberangreb på Irans atomfaciliteter, sabotage og angiveligt støttet den eksiliranske opposition.

Krigen efter Hamas' angreb den 7. oktober 2023

Iran, som en shiitisk magt, har igennem historien haft et omskifteligt forhold til sunni-ekstremistiske grupper blandt palæstinenserne, herunder Islamisk Jihad og Hamas. Men i årene op til terrorangrebet den 7. oktober 2023 øgede Iran den finansielle og militære støtte til især Hamas, hvilket fik Israel til at beskyldte Iran for at stå i hvert fald indirekte bag terrorangrebet.

Et israelsk luftangreb på det iranske konsulat i Syrien i april 2024 blev gengældt med et iransk missil- og droneangreb på Israel – et angreb uden fortilfælde. De to handlinger tog den såkaldte "skyggekrig" mellem Iran og Israel ind i en fase, der minder mere om egentlig krig.

I denne nye fase af konflikten har Israel angiveligt gennemført snigmord på Hamas-lederen Ismail Haniyeh i juli 2024 under dennes officielle besøg i Teheran. Et endnu større slag mod Irans indflydelse blev slået, da Israel gennemførte omfattende bombninger af Hizbollahs faciliteter i Beirut, Libanon, i september 2024, hvilket bl.a. kostede Hizbollahs leder, og Irans tætteste allierede, Hassan Nasrallah livet. Iran besvarede disse angreb med endnu et missilangreb på Israel.

Irans indflydelse i regionen modtog et yderligere signifikant knæk, da Assad-regimet i Syrien blev væltet i december 2024.

Tolvdageskrigen

I juni 2025 eskalerede konflikten mellem Iran og Israel dramatisk, da Israel foretog det hidtil største luftangreb mod landet for, ifølge Israel, at forhindre det i at fremstille kernevåben. Den såkaldte Tolvdageskrigen, den 13.-24. juni 2025, sluttede efter at USA for første gang nogensinde bombede iranske atomfaciliteter den 22. juni – efterfulgt af et krav fra USA's præsident Donald Trump om våbenhvile.

Ifølge israelske myndigheder blev 33 israelere dræbt og omkring 3.200 sårede i iranske modangreb med missiler og droner. Ifølge menneskerettighedsgrupper blev mindst 1.000 iranere dræbt og omkring 4.400 sårede i de israelske angreb på Iran. Selvom fokus for de israelske angreb var Revolutionsgardens ledelse, atomfysikere og militær infrastruktur antydede Israels præsident også et ønske om et regimeskifte i Iran.

Krigen mod Iran i 2026

Den 28. februar 2026 gennemførte USA og Israel et overraskelsesangreb på Iran. Luftangrebene dræbte bl.a. den øverste leder Ali Khamenei samt flere andre ledende skikkelser i iransk politik og militær. Iran svarede igen med missil- og droneangreb mod Israel, amerikanske baser og amerikanske allierede i Mellemøsten.

Angrebet fandt sted midt i igangværende atomforhandlinger. Ud over iranske ledere og militære mål blev også Irans civile infrastruktur og kulturarv skadet. Iran affyrede som gengæld hundredvis af droner og ballistiske missiler mod mål i Israel samt mod amerikanske baser i Bahrain, Jordan, Kuwait, Qatar, Saudi-Arabien, Tyrkiet, De Forenede Arabiske Emirater og Diego Garcia-basen i det Indiske Ocean. Konflikten forværrede situationen i Libanon og menes at have udløst en ny libanesisk krig.

Trump-administrationens begrundelser for angrebet var modstridende og varierende. Man talte bl.a. om at afværge en forestående iransk trussel, om at forhindre Iran i at erhverve atomvåben, såvel som om at opnå regimeskifte. Iran afviste påstanden om forestående angreb. IAEA oplyste, at der ikke var dokumentation for et struktureret atomvåbenprogram. FN's generalsekretær og flere lande fordømte de amerikansk-israelske angreb, der er efter alt at dømme er ulovlige under folkeretten.

Krigen udløste kraftige stigninger i globale olie- og gaspriser, forstyrrelser i luftfart og turisme samt uro på finansmarkederne. Iran lukkede Hormuzstrædet for USA og dets allieredes skibe, og begge parter angreb energiinfrastruktur.