skjoldbruskkirtlen

T4 dannes hovedsageligt i skjoldbruskkirtlen og omdannes til T3 ude i kroppen. Disse hormoner binder sig til DNA'et og tænder og slukker for mange gener, der styrer energiomsætningen i kroppens celler. De bidrager til en stigning i stofskiftet i hele kroppen. Det fører blandt andet til øget omsætning af kroppens fedt- og sukkerlagre og kan bidrage til vægttab. T3 og T4 påvirker også centralnervesystemet med øget aktivering af det sympatiske nervesystem. Dette fører til øget årvågenhed.

Som i mange andre hormonsystemer reguleres stofskiftet fra hypofysen. Hormonet TSH (thyreoidea-stimulerende hormon) fra hypofysens forlap regulerer, hvor meget stofskiftehormon der skal produceres fra skjoldbruskkirtlen. Hvis stofskiftet falder – det vil sige, at T4 og T3 bliver for lave – bemærker centralnervesystemet dette, og hypofysen øger produktionen af TSH og sender dette ud i blodet. Når TSH når skjoldbruskkirtlen, øger denne udskillelsen af T4 og T3. På denne måde opretholder kroppen sin energibalance. Dette system er meget fint reguleret. Der er dermed en meget nøje regulering af stofskiftet. Kommunikation mellem kroppens stofskiftehormoner og hypofysen sker inden for få minutter.

For at kroppen kan producere T4 og T3 kræves grundstoffet jod. Kirtlen optager jod fra blodet og lagrer dette i follikler, der findes i kirtelvævet. Vigtige jodkilder er hvid fisk, mejeriprodukter og jodberiget salt. I mange dele af verden er der jodmangel. Dette kan føre til stofskiftesygdom, og både lavt og højt stofskifte kan opstå. Kirtlen kan også vokse, og man kan få struma.

Cellene, der producerer calcitonin, ligger mellem folliklerne i skjoldbruskkirtlen og kaldes parafollikulære celler. Calcitonin er, sammen med hormonet PTH fra biskjoldbruskkirtlerne, vigtig for at regulere blodets koncentration af calcium. Når koncentrationen bliver høj, reducerer calcitonin frigivelsen af calcium fra knoglerne til blodet og øger udskillelsen af calcium gennem nyrerne. Hvis koncentrationen bliver lav, bliver virkningen modsat.

Skjoldbruskkirtlen er fortil bundet til luftrøret med en kapsel af løst bindevæv og følger strubehovedet i dets bevægelser, men er i normal tilstand så lille og blød, at den hverken kan ses eller føles udvendigt.

Normalt vejer skjoldbruskkirtlen 20–50 gram og er forholdsvis størst hos kvinder, hvor den også kan forstørres noget under menstruation og graviditet. Kirtlen er rødbrun af farve og består af to ovale sidelapper (lobus dexter og lobus sinister), forbundet ved en midtlap (isthmus), som befinder sig i højde med anden og tredje bruskring i luftrøret. Sidelapperne når lidt op på strubehovedets skjoldbrusk, som har givet kirtlen navn.

Anatomiske varianter kan forekomme. Af og til findes der også en såkaldt pyramidelap (lobus pyramidalis). Dette er en smal vævsstrimmel, der strækker sig op over strubehovedets forside og kan nå helt op til tungebenet (os hyoideum). Den er en påmindelse om, at kirtlen under fosterudviklingen dannes som en nedposning fra mundhulens bund.

På bagsiden af kirtlen ligger på hver side de små biskjoldbruskkirtler, som producerer parathyreoideahormon (PTH). PTH er af betydning for omsætningen af calcium.

Skjoldbruskkirtlen er omgivet af en dobbelt bindevævskapsel: en ydre og en indre kapsel af relativt fast, elastisk bindevæv, som også danner støttevævet i kirtlens indre. På hver side står den i nær forbindelse med den nerve, der styrer stemmebåndene, nervus laryngeus recurrens, der er en gren af nervus vagus.

Kirtelvævet er fordelt på cirka 30 millioner follikler, som er blærelignende dannelser med en diameter på 0,05–0,5 millimeter. Folliklerne producerer hormoner. Væggene består af højkubiske kirtelceller i ét lag, og yderst er hver follikel beklædt med en fin hinde, der har et tæt net af små blodårer. Skjoldbruskkirtlen er et blodrigt organ og gennemstrømmes af cirka fem liter blod i timen, hovedsageligt ved parrede grene fra arteria carotis externa (arteria thyreoidea superior) og fraarteria subclavia (arteria thyreoidea inferior).

I folliklernes hulrum findes der en halvflydende jodholdig masse, såkaldt kolloid, som dannes af cellerne. Massen fungerer som et hormonlager, der normalt kan dække et par måneders forbrug. Mellem folliklerne ligger der spredte celler, som er større og lysere end follikelcellerne, og som også har en anden oprindelse. Disse kaldes parafollikulære celler eller C-celler (efter engelsk calcitonin) og producerer calcitonin.