manihikiansk

I fonologisk henseende minder manihikiansk meget om maori, det indfødte sprog på New Zealand; de to sprog har præcis de samme fonemer. Både manihikiansk og maori har har således 10 konsonantfonemer: p, m, f, v, t, n, r, k, ŋ, og fem vokalfonemer: a, e, i, o, u, som findes i både korte og lange udgaver.

Hverken manihikiansk eller maori har den glottale lukkelyd [ʔ], som ellers er overordentlig almindelig på de fleste andre polynesiske sprog og bl.a. findes på rarotongansk, tahitiansk, hawaiiansk, samoansk og tongansk. De lydlige ligheder mellem manihikiansk og maori er formentlig én af de vigtigste grunde til, at mange beboere på Manihiki og Rakahanga mener, at New Zealand i sin tid må være blevet koloniseret af folk, som kom fra deres øer.

Trykket på manihikiansk ligger som oftest på næstsidste mora. Dette betyder i praksis, at trykket for det meste ligger på næstsidste stavelse:

Dog ligger trykket på sidste stavelse, hvis denne består af en lang vokal eller en diftong:

Manihikiansk skrives, som det udtales. Fonemet [ŋ], der udtales som ng i dansk synge, skrives også her som ng. Lange vokaler skrives med længdestreg over vokalen: ā, ē, ī, ō, ū.

I grammatisk henseende minder manihikiansk meget om de fleste af de andre indfødte sprog på Cookøerne som tongarevansk og rarotongansk. Til gengæld minder det ikke udpræget om pukapukansk, der tilhører den samoiske undergruppe af de polynesiske sprog. Manihikiansk er ligeledes tæt beslægtet med tahitiansk og med de andre sprog i Fransk Polynesien samt med maori.

• rarotongansk
• tongarevansk
• maori
• sprog i New Zealand
• østpolynesiske sprog
• polynesiske sprog
• oceaniske sprog